Store togproblemer i København

Et sammenbrudt regionaltog og problemer med køreledninger og signaler har stort set standset togtrafikken.

Der er nærmest opstået kaotiske tilstande på Hvidovre Station. Foto: Google Street View.
Offentliggjort Sidst opdateret

 

Der er kaotiske tilstande på de københavnske togstationer fredag eftermiddag.

Midt i myldretid og weekendrejser er togtrafikken flere steder standset.

Ifølge Ritzaus medarbejder på Hovedbanegården er perronerne proppede med frustrerede rejsende.

Problemerne med togtrafikken skyldes dels problemer med signaler og køreledninger mellem henholdsvis Klampenborg og Ballerup samt Holte og Hillerød.

Og så skyldes det dels et sammenbrudt regionaltog nær Hvidovre Station.

TV2 har talt med en passager fra det havarerede regionaltog.

– Togets aircondition har ikke virket, siden jeg kom ind i toget, og det er ikke meget, vi har fået at vide af personalet, siger Bjørn Bech.

Varmen har fået flere passagerer til at forlade det varme køretøj og bevæge sig ud på skinnerne.

Det satte S-togstrafikken i stå, oplyser DSB’s pressevagt til Ritzau.

Omkring klokken 18.00 burde togene dog så småt begynde at køre igen.

Udviklede røg

Københavns Vestegns Politi er rykket ud til det sammenbrudte regionaltog.

– Toget begyndte at udvikle røg, så derfor skal det på værksted, siger vagtchef Lars Jørgensen til Ritzau.

Han oplyser, at to personer er kørt af sted til hospitalet for at holdes under observation for dehydrering.

Også på Hovedbanegården er den første ventende med hedeslag hjulpet væk fra perronerne, skriver Politiken.

Ekstra Bladet har været i kontakt med en læser, som befandt sig i toget, da det standsede.

– Vi fik intet at vide. Vi stod bare tæt pakkede og svedte, fordi vinduerne ikke kunne åbnes. Gamle mennesker stod og så ud, som om de ikke kunne noget, siger læseren, hvis navn Ekstra Bladet er i besiddelse af.

 

/ritzau/

Powered by Labrador CMS