Store planer: Vil udvide Parken

Bo Rygaard åbner for at udvide Parken. DBU har tidligere ønsket et nationalstadion med 50.000 tilskuere.

Kapaciteten til fodboldkampe i Parken kan blive større i fremtiden, hvis det står til FCK. Arkivfoto: Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Kapaciteten til fodboldkampe i Parken kan blive større i fremtiden.

I et interview med Berlingske åbner Bo Rygaard, der er bestyrelsesformand i Parken Sport & Entertainment, som ejer FC København, for at udvide det danske nationalstadion.

(Artiklen fortsætter under videoen)

Parken drøfter med Københavns Kommune renoveringer af området bag den ene langside, og det kan munde ud i en tribuneudvidelse, så Parken kommer tættere på Dansk Boldspil-Unions ønske om at have et stadion med plads til 50.000 tilskuere.

– Det at udvide kapaciteten i Parken er ikke noget, vi selv har tænkt meget over. Men når vi nu er i en fase, hvor der sker en sondering i området, så er det da noget, vi bør lytte til.

– Det er ikke det samme, som at vi kommer til at udvide Parken til 50.000 tilskuere. Tiden må vise, om der kan findes en kombination mellem DBU, vores og Københavns Kommunes behov, siger Bo Rygaard til Berlingske.

Han fortæller også, at en udvidelse ikke står øverst på Parkens ønskeliste. Det vigtigste for Parken er, at området rundt om fodboldstadionet i højere grad skal bruges på dage, hvor der ikke spilles kamp.

Ud over at have et stadion med plads til 50.000 tilskuere i hovedstadsområdet ønsker DBU et stadion med plads til 25.000 tilskuere i Vestdanmark.

Powered by Labrador CMS