Store hyledag: Derfor er testen vigtig
Hvert år, den første onsdag i maj, afprøves sirenesystemet for at teste systemet - men også for at borgerne ved, hvad sirenen betyder
Den første onsdag i maj er Store hyledag. Her bliver landets sirenevarsel testet klokken 12.00.
Ifølge fuldmægtig ved Beredskabsstyrelsen, Hjalte Måstrup Poulsen, er der to årsager til, at man tester sirenerne:
Den ene er, at man får mulighed for at teste hele systemet med fuld belastning. Den anden handler om borgerne:
– Det skal minde befolkningen om, hvordan de lyder, og hvad de betyder, fortæller han til newsbreak.dk.
Sirenerne advarer mod akutte farer for større menneskemængder. Det kan være en brand, der udvikler farlig røg eller andre store ulykker. Sirenerne har også deres egen strømforsyning, så selv i tilfælde af strømafbrydelser, vil sirenen virke. Det er Beredskabsstyrelsen, der driver og vedligeholder sirenerne, men det er politiet, der “trykker på knappen”, hvis uheldet er ude.
Hvad nu, hvis “russerne kommer”, mens testen er igang?
Et spørgsmål, som flere måske har siddet med, er: Hvad nu, hvis der sker en ulykke, mens sirenerne bliver testet? Hvis lige præcis i det tidsrum fra klokken 12.00 til 12.08, hvor alle kan høre sirenerne, der sker noget, som ville udløse en reel trussel?
– Vi ville blive ved med at afspille, siger Hjalte Måstrup Poulsen til newsbreak.dk.
– Vi håber, at folk ville undre sig.
Den undren vil forhåbentligt få folk til at søge information hos DR eller TV 2, som bringer meddelelser om, hvad der sker, og hvad man skal gøre.
I 2015 blev systemet benyttet 14 gange – heraf var de fire med sirenevarsel, fortæller Hjalte Måstrup Poulsen.
– Vi har et klart indtryk af, at folk reagerer, som de skal.
Derfor har vi Store hyledag
Sirenvarslet bliver testet en gang om året med lyd – det bliver faktisk testet hver nat, men det er der ingen, der kan høre. Det kan alle til gengæld den første onsdag i maj, hvor landets sirener får sit årlige tjek. Dagen har fået kælenavnet Store hyledag.
De første to signaler betyder “Gå indendøre”. Det er en tone, der siger hurtigt og falder langsomt igen. Tonen lyder fire gange, og signalet varer i alt 45 sekunder. Her skal man (i en farlig situation) gå indefor, lukke døre og vinduer og ventilationsanlæg og søge information hos DR eller TV 2.
Det sidste signal betyder “Faren er forbi” og er en lang tone, som varer i 45 sekunder. Det betyder, at faren er overstået, og det er sikkert at bevæge sig udenfor igen.
Den årlige test handler både om at afprøve sirenerne og at minde borgerne om, hvad de skal gøre, når der lyder et sirenevarsel.
Der er opsat 1.078 sirener på bygninger eller master i byområder med flere end 1.000 indbyggere. Sirenerne kan høres af omkring 80 procent af befolkningen. Rækkevidden er en til halvanden kilometer.
I områder uden for sirenernes rækkevidde kan politiet varsle med mobile sirener.
Døve og hørehæmmede kan modtage varsel via SMS.