Store forskelle i pædagogisk tilsyn med dagplejer
En dagplejepædagog ét sted i landet besøger 13-15 dagplejere, for at føre tilsyn med børnene. Et andet sted i landet besøger dagplejepædagogen dobbelt så mange.
Der er store forskelle på normeringen for dagplejepædagoger i de forskellige kommuner, og det undrer formanden for den pædagogiske sektor i FOA og talmand for dagplejepædagogerne, Jakob Sølvhøj.
Dagplejepædagoger er nemlig med til at sikre børnenes trivsel og udvikling ved løbende rådgivning af dagplejerne, og når en dagplejepædagog skal føre tilsyn med omkring 100 børn, går det ud over kvaliteten, viser en undersøgelse, som Bureau 2000 har lavet for FOA.
»Jo flere børn en dagplejepædagog skal føre tilsyn med, jo dårligere er mulighederne for at observere det enkelte barn og sikre, at barnet udvikler sig, som det skal. Dagplejepædagogernes personlige kendskab til børnene afhænger af, hvordan normeringerne ser ud,« siger Jakob Sølvhøj.
Undersøgelsen af kvaliteten baserer sig på svar på et spørgeskema fra 298 dagplejeledere og dagplejepædagoger. Den viser, at der i gennemsnit er 82 børn per dagplejepædagog, men tager man hensyn til, at nogle dagplejepædagoger er deltidsansat eller har andre opgaver, er der omkring 100 børn per fuldtidsansat tilsynsførende.
Det er dobbelt så mange, som man traditionelt har anbefalet, skriver FOA, og jo flere børn, der skal føres tilsyn med, des færre besøg får den enkelte dagplejer.
Den norske parallel til vores kommunale dagpleje er de såkaldte »familiebarnehager«, som har tilknyttet en pædagogisk leder med maksimalt 30 børn.
»Dagplejepædagoger, der skal føre tilsyn med omkring 50 børn, kommer oftere kommer rundt til dagplejerne og i legestuerne. De melder ifølge rapporten også om, at de kender børnene bedre og har bedre mulighed for at sikre, at børnene udvikler sig som de skal – for eksempel motorisk og sprogligt. Sådan bør det være alle steder,« siger Jakob Sølvhøj.
Han mener, at undersøgelsen understøtter FOAs synspunkt om, at der er behov for indførelse af en minimumsnormering.
»Selve dagplejen har et loft over, hvor mange børn hver dagplejer må passe. Men der er ikke noget loft over, hvor mange børn hver dagplejepædagog må føre tilsyn med. Det er direkte hovedrystende, at man i nogle kommuner i sin jagt på kommunale besparelser har skåret dybt i dagplejens pædagognormering,« siger Jakob Sølvhøj.
Mandag og tirsdag mødes 550 dagplejere, dagplejepædagoger og dagplejeledere for at deltage i konferencen »Kvalitet i dagplejen«. I den forbindelse sætter FOA fokus på området.