Storbritannien vil lokke skotterne

De skotske nationalister, der vil løsrive Skotland fra Storbritannien, har for første gang taget føringen i en meningsmåling. Scott Heppell/AP Foto: SCOTT HEPPELL/AP
Offentliggjort Sidst opdateret

London-regeringen vil med en ny plan få de skotske vælgere til at vælge Storbritannien og ikke uafhængighed.

De begynder at mærke heden fra de skotske vælgeres trang til selvstændighed i den britiske regering i London.

Meningsmålingen i den forgangne weekend, der for første gang viste et knebent flertal for selvstændighed ved folkeafstemningen næste torsdag, fik for alvor det øvrige Storbritannien på tæerne.

Tirsdag siger en ny måling, at der er dødt løb og en stor gruppe vælgere, der er i vildrede.

Den seneste måling kommer, samtidig med at de store britiske partier, de konservative, Labour og De Liberale Demokrater, er gået i offensiven for med en sidste kraftanstrengelse at holde på Skotland.

Det er tidligere premierminister Gordon Brown, der er skotte og fra Labour, som har fremlagt en plan, der lover, at Skotlands hjemmestyre vil få flere beføjelser, hvis skotterne stemmer nej til selvstændighed.

Det gælder blandt andet inden for skatteopkrævning og velfærd, og planen siger, at det hele skal udmøntes i lovgivning i begyndelsen af næste år.

Nu har de store partier så formelt givet deres støtte til planen.

Ved Holyrood, Skotlands selvstyreparlament i Edinburgh, har de skotske ledere fra de tre partier tirsdag sagt, at det er vejen frem for skotterne.

– Man kan stemme nej, og så kan man alligevel stemme ja til forandring, siger Johann Lamont, Labour-leder i Skotland.

De første reaktioner fra ja-siden er afvisende.

– Det er panik og ikke principper, siger Blair Jenkins, en af lederne i ja-bevægelsen Yes Scotland.

– Hvis de på denne måde vil lade London bestemme, hvor meget magt vi skal have, så viser det bare, hvor meget ude af trit de er med Skotland, siger han.

Den nye plan indebærer ifølge analytikere, som BBC har talt med, at der under alle omstændigheder er store omvæltninger på vej i Storbritannien.

River Skotland sig løs, bliver det en stor omgang at forhandle løsrivelsen på plads, og resultatet bliver et mindre Storbritannien.

Stemmer skotterne nej, kan de nu få yderligere beføjelser i deres hjemmestyre, og det vil blive bemærket i andre dele af Storbritannien, hvor måske Nordirland og Wales også vil bestemme mere over sig selv.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS