Storalarm: Russiske kampfly over Danmark

Ifølge Nato er episode, hvor russisk kampfly fløj ind i dansk luftrum, et nyt niveau for russisk provokation.

Offentliggjort Sidst opdateret

Danske kampfly blev fredag i sidste uge sendt på vingerne, da et russisk kampfly fulgte et amerikansk bombefly ind over dansk luftrum ved Bornholm.

Det oplyser Natos Allied Air Command på sin hjemmeside.

Episoden fandt sted sent fredag eftermiddag. Her fløj et russisk kampfly efter et amerikansk B52-bombefly over Østersøen med kurs mod dansk luftrum.

Det russiske fly, der ifølge Natos Allied Air Command er af typen Su-27, var lettet fra Kaliningrad og fulgte derefter B52-flyet ind over Bornholm og langt ind i dansk luftrum.

Ifølge Nato er det en alvorlig krænkelse af et Nato-medlems luftrum.

– Episoden demonstrerer Ruslands manglende respekt for internationale normer og de allieredes luftrum, siger general Jeff Harrigian, kommandør i Natos Allied Air Command.

– Vi forbliver årvågne og er klar til at beskytte Natos luftrum 24/7, tilføjer han.

Det russiske kampfly nåede at forlade dansk luftrum, inden de danske kampfly nåede til området.

De danske kampfly blev dog på vingerne for at patruljere luftrummet umiddelbart efter episoden.

Ifølge Nato er fredagens episode den første af sin slags i adskillige år og markerer et “nyt niveau for provokerende russisk adfærd”.

På Natos Allied Air Commands hjemmeside står der videre, at den russiske overflyvning af dansk luftrum er en overtrædelse af international lov.

Ifølge hjemmesiden deltog B52-bombeflyet i en øvelse, der går under navnet ‘Allied Sky’. I den deltog 30 Nato-medlemslande og i alt 80 kampfly.

I videoen ses et lignende tilfælde fra samme dag. Igen med B52-fly og to russiske Su-27-kampfly. Det skete over Sortehavet.

Powered by Labrador CMS