Stor utilfredshed med Aggers karantæne
Daniel Agger blev fredag idømt to spilledages karantæne, efter at han i sidste weekends kamp mod FC København ramte Mathias Zanka Jørgensen med en albue.
Fodboldens disciplinærinstans betegner i kendelsen Daniel Aggers handling som en adfærd, ‘der i alvorlig grad er voldsom’, og instansen har med baggrund i tv-billederne tildelt Brøndby-profilen 30 karantænepoint, hvilket udløser karantæne i de kommende to Superliga-kampe mod Sønderjyske og Hobro.
Daniel Agger erklærer sig over for TV2 Sport uenig i afgørelsen, men har ikke yderligere kommentarer, mens hans sportschef er anderledes villig til at uddybe sin og klubbens utilfredshed.
»Som Daniel allerede har forklaret, så var det ikke en bevidst handling, men et resultat af et forsøg på at vriste sig fri af Zankas greb. Den slags dueller er der mange af i topfodbold, og det gjaldt også kampen mod FC København, der var intens som sædvanlig. Derfor ærgrer det os, at Fodboldens Disciplinærinstans har valgt at tildele karantæne, for vi er ikke enige i den kendelse,« siger Per Rud til klubbens hjemmeside og får opbakning fra ingen ringere end landstræner Morten Olsen, der fra Belgien mildt sagt erklærer sig uenig i dommen.
»Jeg er totalt uenig i den kendelse. Jeg har set episoden 20 gange, og efter min opfattelse er der ikke tale om en bevidst handling. Der bliver begået straffespark mod Daniel – en forseelse, dommeren ikke ser – og dernæst slynger Daniel armen bagud for at vriste sig fri. Det er den slags episoder og normale reaktioner, vi oplever kamp efter kamp. Og det sker oftere på en bane som den i Brøndby, hvor det i sagens natur bliver duel-spil frem for teknisk poleret fodbold,« siger landstræneren til tv3sport.dk.
Morten Olsen er også utilfreds
Selvom Olsen mener, at Agger ikke skal have særbehandling, er landstræneren ikke tilfreds med disciplinærudvalgets arbejde.
»Daniel Agger skal ikke behandles anderledes, blot fordi han er landsholdets anfører, men jeg kunne have ønsket mig en vis fingerspidsfornemmelse hos den komité, der skulle tage stilling til denne hændelse i det, vi kalder for en gråzone,« lyder det fra den vrede landstræner.
Mens der er to måneder til, at Morten Olsen skal have sin anfører i kamp, ville Brøndby meget gerne have haft ham med allerede mod Sønderjyske på søndag, men i stedet må Thomas Frank endnu engang rokere rundt i den bagerste kæde.
»Selv om vi ikke er enige, så kan vi ikke gøre andet end at acceptere situationen og se fremad. Der venter en svær udekamp i Haderslev på søndag, og nu kan Thomas Frank forberede holdet til opgøret med vished om, at det bliver uden Daniel. Vi har dog fuld tillid til Martin Albrechtsen, Dario Dumic og Martin Ørnskov, som alle har præsteret godt i midterforsvaret.«