Stor udvikling i Peter Madsens ankesag: Ny overraskende udmelding

Anker alene straffen.

Peter Madsen har kun anket strafudmålingen. Foto: Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Statsadvokaten i København meddeler mandag via Twitter, at ubådsbyggeren Peter Madsen alene anker straffen i det, der kendes som “ubådssagen”, hvor Madsen i byretten er kendt skyldig i planlagt mishandling, drab og partering af journalisten Kim Wall.

Han blev i den forbindelse idømt fængsel på livstid. Madsen nægtede under hele sagen at være skyldig i de uhyggelige anklager.

Udmeldingen fra Statsadvokaten betyder altså, at Peter Madsen har valgt ikke at anke selve skyldsspørgsmålet, men udelukkende strafudmålingen. Anklagemyndigheden vil have stadfæstet byrettens dom, fremgår det.

Formerne for livs-indespærring

Hvis en forbryder ikke er sindssyg eller på anden måde uegnet til straf, kan personen dømmes til indespærring på ubestemt tid på to forskellige måder.

LIVSTID:

* Fængsel på livstid betragtes som landets strengeste straf og er som udgangspunkt en dom til fængsel resten af livet.

* I gennemsnit bliver livstidsdømte dog løsladt efter 16-17 års fængsel.

* Tidligst efter 12 år kan en livstidsfange blive prøveløsladt. Det er Kriminalforsorgen, der træffer afgørelsen efter indstilling fra fængslet, hvor den dømte afsoner.

* Hvis Kriminalforsorgen skønner, at der er fare for ny kriminalitet, kan ansøgning om prøveløsladelse afvises. Dette kan afsoneren indbringe for retten efter 14 år.

* Før prøveløsladelse af en livstidsfange skal der indhentes en udtalelse fra Retslægerådet om personens farlighed.

* På den baggrund ender nogle fanger med at tilbringe flere årtier bag tremmer. To nuværende afsonere har således siddet i over 30 år.

* Det drejer sig om henholdsvis Naum Conevski, der i 1984 likviderede to unge mænd på Amager, og Seth Sethsen, der året efter begik rovmord på en taxichauffør i Albertslund.

* For øjeblikket afsoner 25 personer en livstidsdom i Danmark.

FORVARING:

* En dom til forvaring er ligesom livstid en frihedsberøvelse på ubestemt tid.

* Teknisk set er forvaring ikke en straf, men en foranstaltning, der skal beskytte samfundet mod meget farlige personer.

* Forvaring gives i tilfælde, hvor personernes forbrydelse ikke i sig selv er så grov, at eksempelvis fængsel på livstid er aktuel, men hvor risikoen ved at sætte en udløbsdato på straffen vurderes til at være for stor.

* Efter højst tre år skal en psykiater i fængslet vurdere, om der er grundlag for at iværksætte en løsladelse. Den vurdering skal foretages igen efter højst et år og så fremdeles. Afgørelsen ligger dog suverænt hos domstolene.

* I modsætning til en livstidsdom er der i teorien altså ingen nedre grænse for, hvor længe en forvaringsdømt skal sidde i fængsel.

* Den seneste opgørelse over forvaringsdømte viser, at de gennemsnitligt sidder 14 år og syv måneder i fængsel. Ligesom livstidsdomme kan afsoningstiden dog variere betragteligt.

* Sidste år oplyste Kriminalforsorgen, at den person, der havde siddet længst, på det tidspunkt havde tilbragt 21 og et halvt år i sin celle.

* For øjeblikket afsoner 67 personer en forvaringsdom.

Kilder: Ritzau, Straffeloven, Kriminalforsorgen, anklagemyndigheden og Anstalten ved Herstedvester.

Ankesagen er endnu ikke berammet.

Mandag eftermiddag har det endnu ikke været muligt for Ritzau at få en kommentar fra Madsens forsvarer, Betina Hald Engmark.

Hos Statsadvokaten i København ønsker man heller ikke at udtale sig yderligere.

Kommunikationsmedarbejder Simon Gosvig nøjes over for Ritzau med at konstatere, at ankesagen vil kunne klares hurtigere end i byretten.

Powered by Labrador CMS