Stor tro på Magnussens fremtid hos McLaren

Newspaq
Offentliggjort Sidst opdateret

Kevin Magnussen er stadig et godt bud på et sæde hos McLaren i 2015, mener Jason Watt og John Nielsen.

Formel 1-sæsonen er slut, men det er tidligst 1. december, at McLaren melder noget ud om teamets kørersammensætning for 2015.

De fleste regner med, at Fernando Alonso bliver en af kørerne, og det bliver så på bekostning af enten Kevin Magnussen eller Jenson Button.

Formel 1-eksperterne Jason Watt og John Nielsen tror fortsat på, at McLaren beholder 22-årige Magnussen, selvom Button på 34 år sluttede sæsonen flot af og pointmæssigt sluttede langt foran sin danske teamkammerat.

– Min mavefornemmelse er, at Kevin for to løb siden var tættere på et sæde, end han er nu. Jeg tror, at bølgerne internt hos McLaren går meget højt i disse dage i forhold til, hvem de skal beholde.

– Men jeg tror og håber fortsat på, at McLaren kigger langt ud i fremtiden og derfor satser på Kevin, siger Watt, som skriver Formel 1-klummer for Ekstra Bladet.

Det ville være logisk at holde på Magnussen, mener John Nielsen, som kommenterer Formel 1 for 3+.

– Jeg tror, at han fortsætter hos McLaren, for teamet har investeret meget i ham. De kender hans potentiale og hans arbejdsiver, siger John Nielsen.

I den samlede VM-stilling sluttede Button på ottendepladsen med 126 point mod Magnussens 55 point, der placerede danskeren som nummer 11 samlet. Derfor kan det godt forsvares at fortsætte med Button, erkender Watt.

– Jeg håber, at McLaren kigger på lønsedlen. Det kan godt være, at Button klarede sig bedre end Kevin, men er han 100 millioner kroner bedre end Magnussen?

– Det kan man godt diskutere, hvis man i forvejen skal have en kører, der skal have 300 millioner kroner (Alonso, red.). Skal andenkøreren så have 100 eller 10 millioner kroner? Det kan blive Kevins chance, siger Watt.

John Nielsen kalder Button for “dygtig” og “sympatisk”, men mener, at briten har toppet, mens Magnussen er fremtidens mand.

– Det giver ikke mening at bygge noget nyt op over en periode på tre-fire år mod en VM-titel med Button, som er en mand, der er på vej nedad.

– Overordnet set synes jeg faktisk, at McLaren burde fortsætte med både Button og Kevin. De starter et nyt projekt i 2015 med Honda i stedet for Mercedes, og så ville det give mening at beholde to kørere, som virkelig kender teamet i stedet for tage en helt ny mand ind, siger Nielsen.

Begge eksperter mener, at det vigtigste for Magnussen er at holde sig inde i varmen hos McLaren. Også hvis det betyder, at han bliver degraderet til reservekører i 2015.

– Hvis Kevin vil være i Formel 1, så er McLaren det bedste bud, og så må han vente på, at Button er over sidste salgsdato. Men det kan godt være hårdt for Kevin, hvis han bliver degraderet. Det ville være et slag i ansigtet, siger Watt, mens John Nielsen tilføjer:

– Kevin skal kun takke ja til at blive reserve, hvis det er, fordi han har fået at vide, at han kommer ind som fast kører igen. Den garanti skal han have.

– Han er så ung endnu, at han godt kan satse på Formel 1 et par år endnu og stadig få en professionel karriere som racerkører derefter. For kommer han først ud af Formel 1, bliver det svært at komme ind igen.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS