Stor triumf: Mikkel Hansen er verdens bedste spiller
Mikkel Hansen er af Det Internationale Håndboldforbund, IHF, blevet kåret som verdens bedste spiller i 2015.
For anden gang i karrieren er den danske håndboldstjerne Mikkel Hansen blev kåret som verdens bedste spiller på herresiden.
Det er Det Internationale Håndboldforbund, IHF, der har kåret ham som den bedste spiller for 2015.
Håndboldfans og medier har stået for stemmerne, der danner grundlag for prisen.
Mikkel Hansen sluttede i afstemningen lige foran klubkammeraten i franske Paris Saint-Germain Nikola Karabatic.
Sidstnævnte vandt hæderen i 2007 og 2014.
På de næste pladser kom kroaten Domagoj Duvnjak, den franske målmand Thierry Omeyer samt Rafael Capote fra Qatar.
Mikkel Hansen, der også vandt prisen i 2011, blev i den forgangne sæson fransk mester med PSG.
I Champions League måtte PSG slå sig i semifinalen, men Mikkel Hansen fik personlig succes ved at blive turneringens suveræne topscorer.
Hansen scorede 141 mål, hvilket var 21 flere end den nærmeste på topscorerlisten.
På kvindesiden blev den rumænske stjerne Cristina Neagu kåret som verdens bedste. Hun havde en afgørende rolle, da Rumænien sendte Danmark ud af VM på hjemmebane i december sidste år.
/ritzau/