Stor triumf: Gør det igen!
Mads Pedersen har tirsdag vundet første etape af etapeløbet Circuit de la Sarthe
Måske Frankrig er ved at blive et af cykelrytteren Mads Pedersens favoritlande.
I marts måned var danskeren flyvende og vandt en etape i det franske etapeløb Paris-Nice.
Tirsdag har han gjort kunsten efter og vundet 1. etape af det franske etapeløb Circuit de la Sarthe.
Forsøgte at sætte alle
Faktisk forsøgte han med et par kilometer til mål at stikke af fra konkurrenterne i udbruddet, men det lykkedes ikke.
I stedet kørte han spurten fra front og vandt på den let stigende opløbsstrækning i den franske by Mamers.
Det var danskerens tredje sejr i 2022, hvor han også har vundet i etapeløbene Paris-Nice og Etoile de Besseges.
En anden Trek-dansker, Alexander Kamp, var med i udbruddet fra starten af tirsdagens etape i Circuit de la Sarthe.
Kørte alene op
Undervejs på etapen kørte Mads Pedersen sammen med en ny gruppe frem til morgenudbruddet.
Med 30 kilometer til mål var forspringet til feltet helt nede på 25 sekunder, men Mads Pedersen og de øvrige lykkeriddere byggede det op igen, og til sidst kørte danskeren altså med sejren.
Etapeløbet i Frankrig strækker sig over i alt fire etaper. Med tirsdagens sejr ifører Mads Pedersen sig løbets førertrøje.
Mads Pedersens helt store mål i foråret er Paris-Roubaix, som løber af stablen 17. april.