Stor sten smidt ned på vejbanen: Sporet ender ved stenen
Politiet har brug for hjælp til at finde en stenkaster i Sorø.
En stor sten er tirsdag morgen blevet kastet ned fra en fodgængerbro i Sorø, og derfor leder politiet i den forbindelse efter vidner, der kan have set, hvem stenkasteren er. Der er tale om en betragtelig størrelse sten.
– Håndboldstørrelse, er det ord, som Søren Østervig, vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, bruger til at beskrive stenens størrelse. Umiddelbart har politiet også en idé om, hvor stenen stammer fra.
Klokken var cirka 7.30 tirsdag morgen, da den blev kastet eller vippet fra broen, der leder fodgængere over Nordmarksvej i den nordlige Sorø-bydel Pedersborg. Den ramte ikke nogen, men faldt ned umiddelbart foran en kvindelig bilist, der blev forskrækket, efter stenen kilede sig fast under undervognen på bilen, oplyser politiet. Kvinden nåede at se stenen falde ned foran hende, og blandt andet derfor tror politiet, der er tale om en bevidst handling.
– Vurderingen er, at stenen stammer fra et villakvarter i nærheden. Vi er netop færdige ude på stedet, men der er ikke fundet noget ud over stenen, siger Østervig til Newsbreak.dk.
Ifølge billeder, som du kan se over artiklen her, har politiet blandt andet undersøgt rækværket på broen – formentlig for fingeraftryk – i løbet af morgenen. Efter som det ikke er lykkedes at finde fysiske beviser på stedet, vil politiet gerne høre fra vidner.
De kan kontakte ordensmagten på telefonnummer 114.