Stor NemID-ændring er allerede trådt i kraft: Det betyder den for dig

NemID-papkortet kan nu erstattes med en app, der kan downloades til Android- og Apple-smartphones.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det lille papkort, vi alle går rundt med i tegnebogen, er blevet til en app.

Det står klart, efter bankernes interessereorganisation Finans Danmark og Digitaliseringsstyrelsen mandag har lanceret en NemID-app til Android- og Apple-smartphones.

Det betyder, at man fremover kan lade papkortet ligge derhjemme. Hvis du regner med at kunne bruge den lige med det samme, så kan du dog tro om igen. App’en er nemlig sikret, så den først kan bruges en time efter aktivering, har journalisten her netop konstateret.

– NemID nøgleapp ser dagens lys. Vi håber, I bliver glade for supplementet til papkortet, skriver Digitaliseringsstyrelsen på Twitter.

Som styrelsen hentyder, er der ikke tale om en udfasning af NemID-papkortet, men et supplement. Man kan altså fremover stadig bruge papkortet, hvis man har lyst.

App’en, der hedder “NemID nøgleapp” og er udgivet af E-nettet, kan åbnes ved hjælp af en firecifret pinkode eller via fingeraftrykslæser, Touch ID eller Face ID, skriver netmediet recordere.dk.

Med app’en får man adgang til blandt andet netbank, borger.dk, sundhed.dk og private aktørers hjemmesider som eksempelvis fagforeninger og a-kasser.

Fra man har installeret app’en og tastet sine oplysninger, går der en time, før man kan bruge den. Man skal ligeledes bruge NemID to gange, før app’en er klar til brug.

Det er et år siden, at planerne om en NemID-app blev lanceret.

Dengang forsikrede Ulrik Nødgaard, administrerende direktør i Finans Danmark, at app’en ville være lige så sikker at bruge som nøglekortet af pap.

Powered by Labrador CMS