Stor kran vælter ned i hospice: -Den fik overbalance
Mandag morgen skete der noget af en ulykke ved et hospice på Djursland.
Under arbejdet forsvandt jorden pludselig under støttebenene på en kranbil, der stod ved en afdeling af Hospice Djursland i Rønde.
Det medførte, at kranen væltede ned i bygningen.
Fik overbalance
– Støttebenene gik i jorden, forklarer vognmand ved Bent Mortensen A/S Per Mortensen til Newsbreak.dk og fortsætter:
– Undergrunden forsvandt under benene på kranen, og så fik den overbalance.
Overbalancen betød, at kranens arm ramte ned oven i taget på en bygning, der hører til Hospice Djursland.
Newsbreak.dk har tidligere på morgenen været i kontakt med Østjyllands Politi, der på daværende tidspunkt kunne oplyse, at ulykken ikke var blevet anmeldt til dem.
Ingen kom til skade
Selv om billeder, som du kan se længere nede i artiklen, indikerer, at der er en del materielle skader, så fik det ikke menneskelige konsekvenser.
– Der er heldigvis ikke nogen, der er kommet til skade. Det skal vi være glade for, lyder det fra vognmanden.
Til TV 2 Østjylland har hospiceleder på Hospice Djursland Dorit Simonsen forklaret, at det var da kranen var i færd med at sætte en altan op, at den væltede.
Hun forklarer yderligere, at det var en meget chokerende oplevelse.
– Vi tør slet ikke tænke på, hvad der kunne være sket, så vi er meget lykkelige over, at ingen kom til skade, siger Dorit Simonsen
Kran skal rejses op
Kranen ramte ned i den fløj, der huser gæsteværelser til patienternes pårørende.
Der var på tidspunktet for ulykken ingen gæster i nogle af værelser på Hospice Djursland, der er i gang med at blive udvidet.
Det arbejde fortsætter, så snart den væltede kran er rejst op.
– Nu skal vi lige have hevet kranen op igen, så kan vi komme videre med arbejdet, siger vognmand Per Mortensen.