Stor kontrol starter i dag: Nu holder politiet øje med disse trafikanter

I august blev over 6000 bilister sigtet for at køre for stærkt på skoleveje. Nu fortsætter politiet jagten på syndere.

Politiet landet over har mandag iværksat en ny kontrol, der skal sikre, at folk overholder fartreglerne på skoleveje. HER ER, HVAD POLITIET TJEKKER EKSTRA GODT EFTER – SE EKSEMPLERNE PÅ DE NÆSTE BILLEDER.
Politiet landet over har mandag iværksat en ny kontrol, der skal sikre, at folk overholder fartreglerne på skoleveje. HER ER, HVAD POLITIET TJEKKER EKSTRA GODT EFTER – SE EKSEMPLERNE PÅ DE NÆSTE BILLEDER.
Offentliggjort Sidst opdateret

Færdes du på og ved skoleveje, har du måske allerede opdaget det. Politiet holder øje med dig netop her. Mandag er en landsdækkende kontrol af trafikanter netop disse steder trådt i værk, og ordensmagten har øjnene skarpt rettet mod især to typer.

Alt for mange kører alt for stærkt på skolevejene. Det viste en lignende kontrol i august. Her blev hele 6202 bilister i hele Danmark sigtet for netop dette. Nu følger politiet så op med endnu en kontrol.

– Der er for høj fart involveret i mange trafikulykker. Netop nu hvor det er mørkt, og sigtbarheden er dårlig i morgen og eftermiddagstimerne, er det ekstra vigtigt at være opmærksom og overholde fartgrænserne. Derfor gennemfører vi kontrollerne på skolevejene i den kommende uge for at passe på skolebørnene, siger Erik Terp Jensen, chef for Rigspolitiets Nationale Færdselscenter i en pressemeddelelse.

Husk nu hjelmen

Politiets kontroller kommer samtidig med Rådet for Sikker Trafiks og TrygFondens kampagne “Teenager i trafikken”, der har fokus på, at over ti gange så mange 16-årige kommer til skade eller bliver dræbt i trafikken som seksårige. Det viser tal fra Vejdirektoratet.

Derfor vil politiet i denne uge også holde øje med, at de cyklende skolebørn overholder færdselsreglerne og passer på sig selv i trafikken. Politiet vil tjekke om børnene taler i mobiltelefon (håndholdt, forstås), mens de cykler, har husket cykellygterne, og at de ikke går eller cykler over for rødt lys.

– Mange teenagere har meget andet i hovedet end trafiksikkerhed. Derfor er det vigtigt, at vi forældre også taler trafik og laver aftaler med vores store børn om deres adfærd i trafikken. Det har en effekt på de unge og gør dem mere sikre på vejene, siger Gitte Aagaard, seniorkonsulent i Rådet for Sikker Trafik i pressemeddelelsen.

Et grelt eksempel

Et rigtig godt eksempel på vanvidskørsel ved en skole kunne Newsbreak.dk oplyse om 10. november 2016. En blot 18-årig ung mand, der fik sit kørekort dagen før, måtte allerede en torsdag forberede sig på at skulle gå eller cykle de næste par år.

Hele tre gange den morgen og formiddag blev han nemlig blitzet af en af politiets fotovogne på H.C. Andersens Vej i Viborg – lige ud for fodgængerovergangen ved byens Nordre Skole.

Allerede klokken 07.57 torsdag morgen blev han af politiets automatiske fartkontrol blitzet med 79 kilometer i timen – på en strækning, hvor man må køre 50 kilometer i timen. Klokken 09.20 var den gal igen. Her kravlede speedometret op på 120 kilometer i timen, mens det tredje blitz på samme strækning, samme dag, skete klokken 12.03. Da kørte den 18-årige 89 kilometer i timen.

– Det er en fuldstændig manglende forståelse for adfærd i trafikken og en total mangel på respekt for andres liv og førlighed. Den unge mand står nu til frakendelse af kørekortet, og vi vil sørge for at få denne sag ekspederet så hurtigt som muligt, sagde Henrik Glintborg, leder af færdselsafdelingen ved Midt- og Vestjyllands Politi, dengang til Newsbreak.dk.

Powered by Labrador CMS