Stor jysk by oversvømmet af bevæbnet politi
I dag - onsdag 6. december - vil der være masser af politi i Aalborgs gader.
Onsdag 6. december – og 13. december, for den sags skyld – afholder Nordjyllands Politi øvelser i nærheden af øgadekvarteret i Aalborg.
Derfor vil man de to dage i tidsrummet fra klokken 12.00 – 17.00 kunne høre og se udrykningskøretøjer, ligesom man vil kunne se bevæbnede politifolk bevæge sig rundt.
Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.
De to politi-øvelser vil foregå i området omkring krydset ved Fyensgade og Bonnesensgade i Aalborg.
– Der vil være en del politifolk i gaderne under øvelserne begge dage – og de vil være iklædt taktisk udrustning samt særlige våben, blandt andet maskinpistoler. Det kan se lidt voldsomt med bevæbnet politi i gadebilledet, men der er altså kun tale om en øvelse, oplyser den ansvarlige politikommissær Mads Hesselund.
Realistiske omgivelser
Ofte må netop politi-øvelser holdes i byer, fordi det giver realistiske omgivelser for betjentene at operere i.
– Vi håber, at borgerne bærer over med de gener, det måtte give. Øvelser skal sikre, at politikollegerne holder politihåndværket skarpt, forklarer politikommissær Mads Hessellund.
Der vil, i området, blive opsat skilte påskrevet ’politiøvelse’.