Stor forskel: Disse synshaller er de flinkeste til at godkende
Der er stor forskel på, hvor mange biler, der bliver godkendt i de forskellige synshaller rundt omkring i landet.
Klik igennem galleriet og se de fem synshaller, der lige nu har den højeste godkendelsesprocent, samt de fem med den laveste. Foto: Scanpix
På hjemmesiden Tjekbilsyn.dk kan man se alle landets bilsynshaller, og man kan se, hvor stor en andel af de synede biler, der bliver godkendt i hver enkelt hal.
Oversigten afslører, at der er stor forskel på, hvor flinke synshallerne er til at godkende bilerne.
I galleriet ovenfor, kan du se de fem synshaller, der lige nu har den højeste godkendelsesprocent, samt de fem med den laveste.
I gennemsnit over hele landet bliver 81,8% af køretøjerne godkendt ved syn.
På hjemmesiden kan du også se, hvilken smiley synshallen har.
Det er Færdselsstyrelsen, der tildeler synshallerne smileyer på samme måde som man kender de fra restauranter.
Synshallernes smileyordning
Færdselsstyrelsen kan tildele synshaller følgende smiley-kategorier på baggrund af tilsyn med synshallerne.
- Elite: Her er en meget velfungerende synshal, der yderst sjældent begår fejl. En synshal med en elitesmiley har en meget høj synskvalitet.
- Godkendt: Her er en synshal med styr på tingene, og det er også her, nye synshaller starter. I dette område ligger den store gruppe af synshaller, der generelt gør et godt stykke arbejde. Kun en enkelt fejl fra tid til anden medfører, at synshallen ikke er på eliteniveau.
- Plads til forbedring: Denne synshal klarer sig rimeligt, men der kan godt strammes op, da synshallen begår fejl af og til.
- Under opsyn: Synshallen har haft mange fejl, og kvaliteten af arbejdet kunne være bedre. Færdselsstyrelsen holder et vågent øje med synshallen og er ret hyppigt på tilsyn her.
- Under skærpet opsyn: Her er en synshal, der har meget svært ved at efterleve kravene, og derfor fører Færdselsstyrelsen skærpet tilsyn med synshallen. Kvaliteten af syn er ikke tilfredsstillende. Medmindre der straks gøres en indsats for at forbedre kvaliteten, risikerer en synshal med denne smiley at blive lukket af styrelsen.
Kilde: Færdselsstyrelsen
Smileyordningen viser, hvor god den enkelte synshal er til at overholde de tekniske og administrative krav, der stilles til en synshal og dens arbejde.