Stor eftersøgning efter alarm-opkald: – Jeg er i nød
En helikopter og flere skibe ledte efter personer i nød på havet, men fandt ingen spor af ulykke til søs
“Jeg er i nød”.
Den korte melding over det maritime VHF-radiosystem til Lyngby Radio gjorde, at Forsvarets søredningstjeneste søndag sendte en helikopter i luften og aktiverede flere skibe i eftersøgningen af en mulig søulykke.
– Vi fik ikke flere oplysninger end den korte melding om en person, der siger, at han er i nød. Så bliver forbindelsen afbrudt. Opkaldet kunne spores til Aalborg.
– Men vi skønner, at alarmen er så alvorlig, at vi sætter en redningsaktion i gang, siger vagthavende hos søredningstjenesten til Ritzau.
Gennem fem timer ledte en helikopter, marine- og redningsfartøjer efter én eller flere personer, der skulle være i nød på havet.
– Vi har gennemsøgt et kæmpe område fra Søby til Hals og Limfjorden ind til Aggersundbroen, men vi fandt ikke tegn på en søulykke, fortæller vagthavende.
Redningstjenesten satte hele apparatet i gang klokken 13:37 og afblæste først eftersøgningen klokken 18:30.
Også to røde nødraketter blev observeret ved Nørre Vorupør, men heller ikke her observerede forsvarets redningshelikopter tegn på en søulykke.
Nødraketterne fik Midt- og Vestjyllands Politi til at rykke ud efter opkald fra en borger, der havde observeret dem.
Søredningstjenesten har kun ringe mulighed for at finde frem til hvem, der har foretaget nødopkaldet over VHF-systemet, der bruges til søs, og som indehaveren eller brugeren skal have en slags licens til at bruge.
– VHF-opkald passerer altid Lyngby Radio, der optager alle opkald, men de kan ikke spores som et telefonopkald fra land, oplyser vagthavende.
– Den eneste mulighed, vi har, er at sammenligne stemmer på disse opkald, siger vagthavende.
/ritzau/