Stor dusør udloves

Der er nu en stor dusør i sigte for personer, der kan bidrage til anholdelsen af mand, der skød to betjente i hovedet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Nu udloves en dusør på 100.000 amerikanske dollar til den, der kan bidrage med oplysninger, der leder til anholdelse af en mand, der er eftersøgt efter den brutale nedskydning af to betjente, der lørdag lokal tid sad i en patruljevogn i bydelen Compton i Los Angeles.

CBS News skriver nu, at manden beskrives som en mørklødet mand i alderen 28 til 30 år. Han bar desuden mørkt tøj. Det fremgår desuden også af den overvågningsvideo, politiet i Los Angeles har offentliggjort af episoden, der beskrives som forsøg på likvidering.

Her kan man se, hvordan en endnu uidentificeret person går hen til en parkeret patruljevogn og affyrer flere skud gennem passagervinduet. En 24-årig mand og en 31-årig kvinde blev ramt. På en pressebriefing siger den lokale politichef Alex Villanueva, at de begge kun havde været betjente i kort tid. Faktisk 14 måneder.

Kort efter skudepisoden blev begge hastet til et lokalt hospital. Den ene er blevet skudt i hovedet, og den anden i ansigtet. Der blev ifølge politiet affyret flere skud mod dem. Søndag dansk tid blev de beskrevet som værende i livsfare.

Begge er de blevet opereret, men der oplyses ikke nyt om deres tilstand.

– Den ene er mor til en seksårig dreng. Hendes mand er hos hende. Den anden en 24-årig, og hans forældre og kæreste er på hospitalet hos ham, siger Villanueva.

Politiet tager imod både offentlige og anonyme tip i sagen.

Powered by Labrador CMS