Stor dramatik i retten: Grædende kvinde og højrøstede udbrud
Der kom ikke meget nyt frem om kokainnetværk under dagens grundlovsforhør, men der var alligevel stor dramatik
Citathistorie: TV 2 Østjylland
Onsdag morgen blev fire personer – én kvinde og tre mænd – fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Randers. Sigtet for omfattende handel og smugling af hård narkotika fra udlandet til Danmark. Men inden mødet for alvor kom i gang, blev tilhørerne smidt ud.
Det blev nemlig afgjort, at den spektakulære sag for nu skal behandles for såkaldte dobbeltlukkede døre. End ikke de præcise sigtelser mod personerne kommer frem.
Og vi ved heller ikke, hvordan de forholder sig til dem.
Det skriver TV2 Østjylland.
Dramatik for alle pengene
På trods af det forholdsvis korte retsmøde for offentligheden kom der alligevel dramatik for alle pengene.
En af de sigtede i sagen var nemlig meget mere oprevet og frustreret end de øvrige.
Flere gange kom han med udbrud og udtrykte sin utilfredshed. Både med selve sagen, men også med det faktum at han var tvunget væk fra sin familie.
Han ville gerne have lov til at snakke med sin kone om deres to små børn.
Men det fik han ikke lov til, og til sidst måtte dommer Kristina Skovbo Hauerslev i hårde toner bede ham om at tie stille.
- Ellers kommer du ud til en pause med to betjente, lød det fra hende.
Det stoppede ikke helt manden, der nåede at komme med et sidste udbrud, inden alle tilhørerne havde forladt lokalet.
Forlod retslokalet grædende
En af dem, der forlod lokalet, var en midaldrende kvinde med en familiær relation til en af de sigtede, og hun var tydeligvis meget påvirket af sagen.
Hun forlod retslokalet grædende, og TV2 Østjylland fik kort mulighed for at tale med den yngre mand, hun var til stede i retten med.
Her fremkom det, at familien intet vidste om sagen, og derfor var det hele meget surrealistisk og uvirkeligt for familien.
De spurgte derfor ind til, hvad det hele gik ud på, og der måtte så henvises til en pressemeddelelse fra National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK).
Heri står der, at man tirsdag slog til mod flere adresser i Østjylland, hvor man anholdt fire mænd og én kvinde i alderen 23-34 år, ligesom der under flere ransagninger blev fundet omkring 10.000 oxycontin-piller og flere hundrede gram hård narkotika.
Sigtet for indsmugling og handel
- Flere af personerne er sigtet for omfattende indsmugling og handel med mere end 90 kilo kokain til Danmark, mens en enkelt person er sigtet for at have medvirket til hvidvask af udbyttet, lød det tirsdag i pressemeddelelsen fra enheden.
Anholdelserne og ransagningerne er sket i et tæt samarbejde med Østjyllands Politi, Toldstyrelsen samt flere specialenheder i politiet.
Ledende politiinspektør i NSK, Michael Kjeldgaard, sagde tirsdag følgende om sagen:
- Vi har i forbindelse med dagens aktion anholdt flere personer, som efter vores opfattelse har indsmuglet og leveret narkotika til det kriminelle miljø i store dele af Jylland, herunder til personer med tilknytning til bandemiljøet. Anholdelserne er sket i et tæt og koordineret samarbejde med Østjyllands Politi, hvor det er lykkedes os at bremse et narkotikanetværk i deres kriminelle foretagende.
Da det blev besluttet at føre sagen for dobbeltlukkede døre, ved vi endnu ikke mere.