Stor dramatik: Fly nødlander i Billund Lufthavn
Et fly måtte fredag nødlande i Billund Lufthavn.
Et fly af typen 737 er netop nødlandet i Billund Lufthavn.
Den ene pilot blev meget pludselig syg mens flyet var i luften.
– Så starter en standardprocedure, der hedder stand by 1, siger Jørgen Lindhardt, vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, til Newsbreak.dk.
Det betyder, at politi og beredskabet straks bliver alarmeret og gjort klar til at modtage flyet.
Når en pilot bliver syg betyder det ifølge vagtchefen, at flyet skal søge mod nærmeste lufthavn – der i dette tilfælde altså var den i Billlund.
– Men sådan et fly kan heldigvis godt landes af en pilot, oplyser Jørgen Lindhardt.
Og landet blev det. Endda så hurtigt, at politiet ikke engang nåede frem.
– Fra vi fik meldingen til flyet landede, gik der præcis 11 sekunder, siger Jørgen Lindhardt.
Vagtchefen er ikke vidende om, præcis hvilken slags, og pludselig, sygdom den ene pilot var blevet ramt af.
Ej heller flyets afgangs- og ankomstlufhavn.
En Boeing 737 kan medtage op til 189 passagerer, men hvor mange, der var ombord, er ikke oplyst.
– Det kan jeg ikke svare på. Men jeg kan fortælle, at flyet kommer fra selskabet Primera Air, siger Jan Eliasen, pressevagt hos Naviair, som overvåger og styrer lufttrafikken over Danmark.
– Jeg ved ikke, hvor flyet kom fra, men mener, at destinationen var Billund, siger Jan Eliasen, der også kan oplyse, at der hurtigt blev kørt en ambulance til flyet til den syge pilot.
Sydøstjyllands Politi fik meldingen klokken 18.27.