Stor dag for Vincent og Josephine
Prinsesse Josephine og prins Vincent fødselsdag. De bliver 12 år gamle
Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary kan søndag sætte 12 lys i lagkagen til ære for parrets yngste børn.
For det var på denne dato tilbage i 2011, at prins Vincent og prinsesse Josephine kom til verden.
Tvillingerne blev født med 26 minutters mellemrum, og det placerer dem som henholdsvis nummer fem og seks i arvefølgen.
De ligger dermed efter deres to store søskende prinsesse Isabella og prins Christian, deres far kronprins Frederik og deres farmor dronning Margrethe.
I femte klasse
Hverdagen for de nu to 12-årige royale præteenagere udfolder sig i Frederik VIII's palæ, hvor kronprinsfamilien har til huse, udover de perioder hvor de bor i Kancellihuset ved Fredensborg Slot.
Skolelivet foregår på Tranegårdskolen i Hellerup, hvor de begge er nået til femte klassetrin – prinsesse Josephine går i 5.a, mens prins Vincent går i 5.b.
Interne stridigheder
Tvillingernes fødselsdag fejres i en tid, hvor kongehuset kæmper med interne stridigheder.
Den 1. januar trådte deres fætre og kusine nemlig et skridt ned i den kongelige rangorden.
Dermed skal Nikolai, Felix, Henrik og Athena ikke længere tituleres prinser og prinsesse, men grever og komtesse af Monpezat.
Vakte opsigt
Beslutningen blev taget sidste år af dronning Margrethe og vakte opsigt. Især, fordi prins Joachim efterfølgende gik offentligt ud og udtrykte sin utilfredshed med den.
Og ganske ekstraordinært kom dronningen da også ind på konflikten i sin nytårstale.
- At forholdet til prins Joachim og prinsesse Marie er løbet ind i vanskeligheder, gør mig ondt, sagde hun blandt andet og fortsatte:
- Jeg er sikker på, at familien sammen kan gå ind i det nye år med fortrøstning, forståelse og nyt mod.
Ubesvaret spørgsmål
Om prins Vincent og prinsesse Josephine får lov til at beholde deres titler i fremtiden, er stadig et ubesvaret spørgsmål. Det sagde deres mor kronprinsesse Mary til DR tilbage i september.
- Vi kommer også til at se på vores børns titler, når den tid kommer, lød det fra kronprinsessen, og hun uddybede:
- I dag kan vi ikke se, hvordan kongehuset kommer til at se ud, når det er Christians tid, eller når Christians tid begynder at nærme sig.