Stor-alarm i vuggestue: Barn kan være smittet med frygtelig sygdom
Efter to dødsfald på kort tid er frygten for meningitis i øjeblikket stor. Nu har en vuggestue ved Esbjerg slået alarm.
En pige, der til daglig går i vuggestueafdelingen i den integererede institution Børnebakken Øst i Esbjerg-forstaden Hjerting, er i øjeblikket indlagt til observation, fordi der er mistanke om, at hun kan være smittet med den frygtede meningitis. Det skriver Jydske Vestkysten på sin hjemmeside.
Helle Langaa Andersen, der er områdeleder for Hjerting-Esbjerg NV-området, bekræfter forholdet over for avisen.
– Vi blev informeret om det her mandag morgen, hvor vi blev kontaktet af Styrelsen For Patientsikkerhed. Det er symptomer, der kan forveksles med influenza, men vi tager det naturligvis meget alvorligt, siger hun og lægger vægt på, at der fortsat kun er tale om mistanke. Forholdet behandles dog som om, der ér konstateret meningitis.
To dødsfald i år
Meningitis er normalt ikke en sygdom, der gør meget væsen af sig i Danmark. Alligevel er den utrolig frygtet, fordi den kan have invaliderende effekt på smittede – i værste fald kan den ende med dødsfald.
Netop det er allerede sket to gange i løbet af 2017. To unge mennesker er døde efter at være blevet smittet med meningitis. Det har Styrelsen for Patientsikkerhed tidligere oplyst omverdenen om.
1. januar døde en 17-årig gymnasieelev fra Nordsjælland efter at være blevet hasteindlagt med voldsom blodforgiftning. Det viste sig siden, at der var tale om meningitis.
– Det er vigtigt at understrege, at sygdommen er meget lidt smitsom, og at det kun er nødvendigt med forebyggende behandling, hvis man har sovet sammen med eller kysset en person der er syg med meningokoksygdom inden for en periode på ti dage før sygdommens start, sagde Anette Lykke Petri, der er enhedschef, overlæge, ph.d. i Styrelsen for Patientsikkerhed i en pressemeddelelse udsendt i den fobindelse.
29 dage senere døde en 18-årig mand fra København – også efter at være blevet smittet med sygdommen. Det understregedes i den forbindelse, at der ingen grund ligger til mistanke for, at de to dødsfald har forbindelse til hinanden.
I 2015 var der 40 registrerede tilfælde af meningitis i Danmark.