Stopper omgående

Sønderjyske siger farvel til Glen Riddersholm

Glen Riddersholm stopper som cheftræner i Sønderjyske med omgående virkning (Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix)
Offentliggjort Sidst opdateret

Glen Riddersholm stopper som cheftræner i Sønderjyske med omgående virkning. Det oplyser Sønderjyske på fodboldklubbens hjemmeside.

Administrerende direktør i Sønderjyske Elitesport Klaus Rasmussen takker Glen Riddersholm for indsatsen.

– Han har arbejdet hårdt og loyalt. Han har stået i spidsen for holdet, der har spillet sig i to pokalfinaler i træk og sikret klubben det første trofæ, samtidig med at vi har sikret overlevelse i Superligaen, og på den måde har han skrevet sig ind i historiebøgerne hos os.

– Vi takker ham mange gange for den store indsats og ønsker ham alt det bedste fremover, siger direktøren.

Glen Riddersholm kom til Sønderjyske i januar 2019 efter at have haft stillinger i blandt andet Vendsyssel FF, AGF og FC Midtjylland.

Sønderjyske er i øjeblikket i gang med at søge efter hans efterfølger.

SønderjyskE

Sønderjyske Elitesport (SønderjyskE) blev dannet i 2004 som en overbygning mellem Haderslev FK og en række eliteklubber fra andre sportsgrene i det sønderjyske, herunder ishockeyklubben Vojens Ishockeyklub og kvindehåndboldklubben IK Sønderjylland.

Kort tid efter, i 2005, rykkede klubben op i Superligaen, men måtte allerede året efter tage turen ned i 1. Division igen.

Efter to års tilløb rykkede man i 2008 op i Superligaen igen, hvor SønderjyskE har været lige siden.

Klubben har siden bidt sig fast som en fast del af rækken, og har også spillet med i den sjovere ende af tabellen. Klubbens pokalskab kom for alvor i brug, da man i 2020 vandt pokalfinalen mod AaB.

SønderjyskE spiller deres hjemmekampe på Sydbank Park i Haderslev, der huser 10.100 tilskuere, heraf 5100 siddepladser.

Danmarksmesterskabet

Guld (0):

Sølv (1): 2016

Bronze (0):

Pokalturneringen

Guld (1): 2020

Sølv (0):

Kilder: soenderjyske.dk/Wikipedia

Powered by Labrador CMS