Stopper karrieren og dropper Danmark

Tom Dumoulin skulle have kørt PostNord Danmark Rundt, men har mandag stoppet cykelkarrieren

Offentliggjort Sidst opdateret

Tom Dumoulin skulle have været en af flere cykelstjerner, der stillede til start tirsdag i PostNord Danmark Rundt.

Men den hollandske profil vil ikke være at finde i Allerød til løbets start tirsdag. Dumoulin har således valgt at stoppe karrieren med øjeblikkelig virkning.

Kan ikke præstere

Oprindeligt havde den tidligere Giro d'Italia-vinder tænkt sig at køre cyklen i garagen efter 2022-sæsonen, men det sker altså allerede nu, oplyser hans hold, Jumbo-Visma, på sin hjemmeside.

Dumoulin havde gået efter, at VM i slutningen af september skulle være hans sidste løb, men hollænderen har måtte indse, at han ikke længere kan præstere, som han vil.

- Tanken er tom, benene føles tunge, og træningspassene går ikke, som jeg havde håbet, og jeg ville gerne gøre det godt og have en god følelse ved VM.

Ser tilbage med stolthed

- Selv om mit farvel ikke gik, som jeg havde håbet, kigger jeg tilbage på min karriere med enorm stolthed, udtaler Dumoulin på Jumbo-Vismas hjemmeside.

Han slutter karrieren med 22 sejre på cv'et. 17 af dem kom på enkeltstarter, og Dumoulin var i en årrække blandt de absolut bedste i verden i disciplinen. I 2017 blev han verdensmester i kampen mod uret.

Tidligere samme år havde han vundet Giro d'Italia.

En dag før PostNord Danmark Rundt har han valgt at trække sig helt og indstille karrieren.
En dag før PostNord Danmark Rundt har han valgt at trække sig helt og indstille karrieren.

De sidste ti vindere af cykelløbet Danmark Rundt

En dansker har stået øverst på podiet i seks af de seneste ti udgaver af det danske cykelløb Danmark Rundt.

Her er en liste over de seneste ti års vindere af det danske landevejsløb:

* 2019: Niklas Larsen (Danmark).

* 2018: Wout van Aert (Belgien).

* 2017: Mads Pedersen (Danmark).

* 2016: Michael Valgren (Danmark).

* 2015: Christopher Juul-Jensen (Danmark).

* 2014: Michael Valgren (Danmark).

* 2013: Wilco Kelderman (Holland).

* 2012: Lieuwe Westra (Holland).

* 2011: Simon Gerrans (Australien).

* 2010: Jakob Fuglsang (Danmark).

Kilde: PostNord Danmark Rundt.

Powered by Labrador CMS