Stoler du på at andre følger reglerne?

Størstedelen af danskerne mener selv, at de er gode til at overholde myndighedernes coronaretningslinjer, men andre menneskers adfærd har vi mindre tillid til.

Offentliggjort Sidst opdateret

Citathistorie: Kristeligt Dagblad.

Et stort flertal af danskerne er af den overbevisning, at de selv er gode til at holde fysisk afstand, vaske hænder og undgå unødvendige besøg under coronakrisen.

Men når det gælder naboer, kollegaer og sidemanden i bussen, har vi ringe tillid til, at andre overholder myndighedernes retningslinjer.

Nærmere bestemt er 81 procent af danskerne bekymrede for andres adfærd, skriver Kristeligt Dagblad.

Det fremgår af en ny rundspørge fra analysebureauet Moos-Bjerre om danskernes oplevelse af coronakrisen, som blandt andet undersøger befolkningens livskvalitet og bekymringer under krisen.

– Det, vi løbende har fået at vide, er, at smitte løber igennem sociale relationer, og det er på den baggrund, at vi er interesserede i andre menneskers adfærd, siger Michael Bang Petersen, der er professor i statskundskab på Aarhus Universitet og forsker i, hvordan generel bekymring for smitte kan påvirke vores adfærd over for fremmede.

– Det særlige ved corona-pandemien er, at det, vi i høj grad er bekymrede for, ikke så meget er selv at blive smittet, men nærmere, hvad konsekvenserne af stigende smittetal har for hospitalerne, for økonomien og for velfærdssamfundets mulighed for at hjælpe udsatte grupper. Så meget af bekymringen handler ikke om os selv, men om samfundet, tilføjer professoren.

Stigende bekymring

Rapporten konkluderer, at der siden april er sket en stigning på 12 procentpoint i andelen af danskere, som bekymrer sig om deres medborgeres efterlevelse af coronaretningslinjerne.

Michael Bang Petersen peger på behovet for kontrol som en forklaring på den voksende utryghed.

– Der er fokus på, hvad andre gør, fordi det er deres adfærd, som påvirker de ting, vi bekymrer os mest om. Vi kan selv tage forholdsregler og tage kontrol over, om vi selv bliver smittede, men når det kommer til andre, så har vi kun mulighed for at påvirke deres adfærd ved at udskamme og agere coronapoliti.

Og der er en tæt sammenhæng mellem bekymring for smitte og fordømmelsen af andre, mener han.

– Den måde, vi som mennesker forsøger at regulere hinandens adfærd på, er ved at bruge skam eller lovprisning. Man kan prise dem, der gør noget godt, og man kan udskamme dem, som ikke gør det, man gerne vil have dem til.

-Ikke overraskende

Anders Colding-Jørgensen, der er adfærdspsykolog og foredragsholder, finder det ikke overraskende, at flere danskere bekymrer sig om andres adfærd under coronakrisen.

– Vores velbefindende er i høj grad afhængigt af, hvad andre mennesker gør. Coronatiltag virker kun, hvis vi alle sammen på en eller anden måde tager hensyn, siger han og tilføjer:

– Det skaber en stresssituation, hvor vi hele tiden går og bliver tvunget til at tænke over andre folks handlinger på en måde, vi ikke gjorde før. Før kunne vi sætte os ind i et tog uden at tænke over, hvad andre gjorde.

Ifølge Michael Bang Petersen kan de høje tal være problematiske i forhold til danskernes sammenhængskraft, men han understreger samtidig, at tallet ikke nødvendigvis betyder, at mange rent faktisk overskrider retningslinjerne.

Powered by Labrador CMS