Støjberg: “Jyllands-Posten står som ikon for ytringsfriheden”
Der er skuffelse at spore hos partiet Venstre, efter at Jyllands-Posten har valgt ikke at bringe Charlie Hebdo-tegninger af profeten Muhammed i avisen torsdag.
»For mig har Jyllands-Posten siden Muhammedkrisen stået som et ikon for ytringsfriheden. Men det ser desværre ud som om, at Jyllands-Posten har givet lidt op i den kamp,« siger Venstres politiske ordfører, Inger Støjberg (V).
»Det virker ikke som om, at det er redaktionelle overvejelser, der har gjort, at Jyllands-Posten ikke trykker tegningerne i dag (torsdag, red.), men derimod truslen fra ekstremister,« fortsætter hun.
Onsdag blev satiremagasinet Charlie Hebdo udsat for et voldsomt terrorangreb, der menes at være blevet udført på baggrund af bladets karikaturer af profeten Muhammed. Flere store aviser både i Danmark og i udlandet har torsdag bragt flere af de kontroversielle tegninger fra Charlie Hebdo for at dække sagen og for at bakke op om kampen for ytrings- og pressefrihed.
Men hos Jyllands-Posten har man valgt at lade være. Chefredaktør Jørn Mikkelsen har i et interview med jp.dk forklaret, at det ville være uansvarligt af hensyn til medarbejdernes sikkerhed.
»Sandheden er, at det for os ville være helt uansvarligt at trykke gamle eller nye profettegninger lige nu. Det vil mange ikke gerne indrømme. Det gør jeg, om end meget modstræbende. Jyllands-Posten har et ansvar for sig selv og sine medarbejdere,« siger han til jp.dk.
Inger Støjberg forstår godt, at chefredaktøren gør sig nogle tunge overvejelser:
»Men hvis vi ikke står vagt om de frihedsrettigheder, som vi har bygget Danmark på – heriblandt ytringsfriheden – så betyder det, at vi er ved at sælge ud af noget meget kostbart,« siger hun.
Selv har Inger Støjberg lagt flere af Charlie Hebdos Muhammedtegninger ud på sin Facebook-profil.
Jyllands-Posten oplevede en voldsom reaktion fra omverdenen, da de trykte karikaturtegninger af Muhammed i 2005. Afbrændte flag og dødstrusler med mere. Tegningerne genoptrykte Charlie Hebdo i 2006, men Jyllands-Posten har efter det blodige attentat i Paris onsdag, hvor 12 personer blev dræbt, valgt ikke at genoptrykke Charlie Hebdos tegninger lige nu.