Støjberg i samråd om udvist gymnasieelev

18-årige gymnasieelev Almedin Fejzic. Foto: Asger Ladefoged/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Historien om den udviste gymnasieelev Almedin Fejzic og hans familie er nået helt ind bag Christiansborgs mure. Nu bliver integrationsminister Inger Støjberg (V) kaldt i samråd om sagen, skriver bt.dk.

Alternativets udlændingeordfører, Ulla Sandbæk (Å), forstår ikke, hvorfor Udlændingestyrelsen har valgt at give den 18-årige gymnasieelev og hans familie en enkeltbillet tilbage til hjemlandet Bosnien, på trods af at Almedin Fejzics far er psykisk syg.

Derfor kalder hun nu integrationsminister Inger Støjberg i samråd for at høre, hvorfor Danmark sender syge mennesker ud af landet, når de ifølge Ulla Sandbæk ikke kan få ordentlig behandling i deres hjemland. Det skriver sn.dk.

Det er tre og et halvt år siden, at Almedin Fejzic og hans familie rejste til Danmark og første gang søgte om opholdstilladelse. Hele forløbet endte med, at Udlændingestyrelsen gav familien afslag om opholdstilladelse. Derfor stod de klar foran Terminal 2 i Københavns Lufthavn i sidste uge for at rejse tilbage til Bosnien. Dagen skulle dog vise sig at blive en dramatisk kulmination på familien Fejzics kamp for at blive i Danmark.

Få minutter inden den 18-årige gymnasieelev skulle sige farvel til kammeraterne i 1.g på Frederiksværk Gymnasium, skar hans skizofrene far sig i håndleddet på bagsædet af den taxa, der havde fragtet familien til lufthavnen. Han er nu indlagt på Sankt Hans Hospital i Roskilde, og ingen ved, hvornår familien nu skal forlade Danmark.

Faderens sygdom central punkt i sagen

Netop faderens sygdom har været et centralt punkt i sagen. Det skyldes, at familiens ansøgning blandt andet har beroet på, at de ikke mente, at faderen kunne få tilstrækkelig behandling i Bosnien. Det mener de danske myndigheder dog godt, at faderen kan.

Ulla Sandbæk er i lighed med familien Fejzic langt fra sikker på, at faderen kan blive behandlet ordentligt i Bosnien:

»Jeg vil høre, hvad hun (Inger Støjberg, red) principielt mener om at sende folk ud af landet på et spinkelt grundlag, hvor der ikke er en garanteret behandling, der hvor man sender dem hen. Vi skal ikke sende folk hjem til en fiktiv behandling og et liv, hvor de er permanent syge eller kan dø af sygdom,« siger Ulla Sandbæk til sn.dk.

Hun tilføjer, at det langt fra er første gang hun oplever, at syge bliver sendt tilbage på baggrund af, at der er en behandlingsmulighed.

»Kun på papiret, ikke i virkelighedens verden,« siger Ulla Sandbæk.

Inger Støjberg har indtil videre ikke kommenteret sagen. Hun valgte dog at sende et brev til Almedin Fejzics klassekammerater på Frederiksværk Gymnasium som svar på de 13.000 underskrifter, de indsamlede i en kampagne for at beholde den 18-årige 1.g-elev i landet. Hun tilføjede i den forbindelse, at hun ikke gik ind i personsager.

Powered by Labrador CMS