Stjernes bil massakreret i ulykke

Tiger Woods har pådraget sig skader på sit ben efter ulykken

Offentliggjort Sidst opdateret

Golfstjernen Tiger Woods var tirsdag involveret i en voldsom soloulykke i Los Angeles.

Politiet i Los Angeles har oplyst, at redningsmandskab tirsdag klokken 07.12 blev kaldt ud til en trafikulykke, hvor en bil var rullet rundt. Bilen var voldsomt skadet, da politiet nåede frem.

Tiger Woods måtte efter ulykken skæres fri af bilen, og Los Angeles Times citerer Mark Steinberg, manager for golfstjernen, for at sige, at Tiger Woods ben er blevet beskadiget i forbindelse med ulykken, og at han bliver opereret for det.

Ifølge Alex Villanueva fra politiet i Los Angeles kørte Woods tilsyneladende med høj fart, da ulykken skete. Det siger han til CNN.

Han tilføjer, at der ingen indikationer var på, at Woods har forsøgt at bremse.

Villanueva tilføjer, at ulykken skete i et område, der er kendt for høj hastighed og ulykker.

Ikke testet for alkohol

Grundet Woods’ skader er han ikke blevet testet for alkohol og narko på stedet.

Woods anses som en af golfhistoriens allerbedste spillere og er en levende legende i sporten.

Han har vundet alle fire majorturneringer mindst tre gange og er på en delt førsteplads på listen over spillere med flest sejre på PGA-touren.

Powered by Labrador CMS