Stjerne kommer til Danmark
Chris Rock og Dave Chappelle gæster til september Royal Arena, hvor de har et fælles comedy-show på plakaten
De populære comedy-legender Chris Rock og Dave Chappelle gæster Danmark til september.
Det annoncerer Live Nation Denmark i en pressemeddelelse.
Komikeren Chris Rock var senest på alles læber efter Oscar-uddelingen i marts.
Under showet rejste skuespiller Will Smith sig nemlig fra tilskuerrækkerne for at gå op på scenen og stikke Chris Rock en flad.
Skuespilleren undskyldte efterfølgende for kindhesten, der faldt, efter at komikeren havde fortalt en vittighed, der omhandlede Will Smiths kones skaldede isse.
Den manglende hårpragt skyldtes vel og mærke en sygdom, der giver ufrivilligt hårtab.
Udelukkede Will Smith
Lussingen resulterede i, at akademiet bag Oscar-uddelingen valgte at udelukke Will Smith fra showet de kommende ti år.
Netflix satte efterfølgende alle produktioner med Men in Black-skuespilleren på pause.
Stormede på scenen
Knap halvanden måned efter blev også komikeren Dave Chappelle udsat for en ubehagelig overraskelse under en optræden.
På en udendørsscene i Los Angeles stormede en overfaldsmand op på scenen med en modelpistol i hånden, der viste sig at rumme et knivblad.
Den 23-årige gerningsmand nåede at tackle Dave Chappelle, inden at sikkerhedsvagter fik fat i gerningsmanden.
Komikeren slap uskadt fra den voldsomme hændelse. Gerningsmanden måtte dog efterfølgende modtage behandling på et lokalt hospital.
Roligere forhold
Når comedy-legenderne gæster Royal Arena den 12. september i år, kan man håbe, at det bliver under roligere forhold end ved de førnævnte episoder.
Skulle der mod forventninger ske indblanding fra publikum, kommer nettet dog formentligt ikke til at flyde over med videoer af hændelsen.
Showet er nemlig mobilfrit. Det betyder, at publikum skal forsegle telefoner, smarture og lignende i en klikpose. Det vil herefter kun være muligt at åbne klikposen på udvalgte steder.
Billetsalget til komikerduoens show i Royal Arena starter onsdag den 3. august via Livenation og Ticketmaster.