Stjålet i Danmark – fundet i Rostock
I alt 21 cykler, hvoraf flere var dyre kvalitetscykler, var stjålet på Sjælland og blev beslaglagt af tysk politi i Rostock
En 30-årig mand, litauisk statsborger, er ved en domsmandsret ved Retten i Sønderborg blevet idømt fire måneders fængsel og udvisning med et indrejseforbud på seks år for dels særligt groft hæleri af cykler, dels forsøg på særlig groft hæleri af cykler.
Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Der var tale om i alt 21 cykler, hvoraf flere var dyre kvalitetscykler, samt et el-løbehjul, til en samlet værdi på cirka 120.000 kroner.
Genstandene var blandt andet stjålet i København, Storkøbenhavn og i Nordsjælland, primært i begyndelsen af 2020.
Cyklerne blev konfiskeret af tysk politi i Rostock i marts 2020.
Anholdt i København
Efterforskningen af sagen førte til, at den 30-årige mand blev anholdt den 5. januar i år i København.
Den litauiske mand har under sagen nægtet sig skyldig, men modtog dommen.
Efterforskningen har været varetaget af Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) ved Syd- og Sønderjyllands Politi, da der var tale om en sag vedrørende omrejsende kriminelle udlændinge, der har opereret via den dansk-tyske landegrænse, og hvor tyverierne er sket flere steder i Danmark.
Dommen blev afsagt i sidste uge.
Læs pressemeddelelsen HER.