Stines søn fik tæsk: -Jeg føler mig magtesløs
Natten til søndag blev Stine Malene Groves 18-årige søn slået ned på Langelinie i Horsens under en bytyr. Det er urimeligt, at unge risikerer at blive overfaldet og ikke kan føle sig trygge i nattelivet, lyder det fra den frustrerede mor
Natten til søndag lå Stine Malene Grove vågen. Hun var nervøs og frustreret. Hendes 18-årige søn var nemlig blevet overfaldet i Horsens tidligere på natten, og hendes mand var taget med ham på skadestuen.
– Jeg var nervøs for, hvor slemt han var kommet til skade. Det var frustrerende. Og jeg tænkte på, hvad der lå til grund for overfaldet, fortæller 45-årige Stine Malene Grove, som bor med sin familie i Horsens, til Newsbreak.dk.
Sønnen blev – ifølge eget udsagn – slået ned helt umotiveret.
– Han havde siddet ved Langelinie og drukket øl med nogle gutter, og så var han gået hen for at lade vandet. Ud af det blå blev han slået ned bagfra. Han blev slået bevidstløs og landede i et buskads, fortæller Stine Malene Grove.
– Min søn er en stille og rolig fyr, så jeg er overbevist om, at han ikke har været provokerende. Men uanset hvad man så end har gjort, giver det ikke nogen ret til at udsætte mennesker for vold, understreger hun.
-De må have meget vrede indeni
To drenge på 16 år kom sønnen til undsætning. Men senere på natten blev de samme drenge ligeledes overfaldet på Langelinie af samme gerningsmænd ifølge Stine Malene Grove.
– Jeg føler mig magtesløs. Jeg har svært ved at forstå, at man kan finde på at begå vold, siger hun og fortsætter:
– Gerningsmændene må have meget vrede indeni, som de ikke ved, hvad de skal gøre af. Jeg tror ikke, at de tager ved lære af episoden.
Blodtud, blåt øje og hjernerystelse
Stine Malene Groves 18-årie søn fik en blodtud, et blåt øje og en mindre hjernerystelse.
– I dag har han det nogenlunde. Men han er øm i kroppen efter at være blevet banket.
– Og så er han selvfølgelig ked af, hvad der er sket. Han har haft brug for at være tæt på sine forældre. Men i dag var han heldigvis klar til at tage i skole.
Til gengæld har sønnen mistet lysten til at gå i byen.
– Og lige nu er jeg da heller ikke selv tryg ved at sende ham afsted, når han engang bliver klar til at gå i byen igen, lyder det fra den bekymrede mor.
Det bør ikke være sådan, at sådanne voldelige typer kan plante en frygt i unge mennesker og deres forældre, påpeger Stine Malene Grove.
– Det er urimeligt, at man ikke kan være trygge i nattelivet og trygge ved, at børnene tager i byen for at hygge sig og have det sjovt.
Sønnen skal nu have krisehjælp, så han kan få voldsepisoden bearbejdet.
Politiets teori: Samme gerningsmænd
Sydøstjyllands Politi har over for Horsens Folkeblad bekræftet, at to overfald har fundet sted inden for relativt kort afstand på Langelinie i Horsens natten til søndag.
Politiet modtog den første anmeldelse klokken 2.44. Og det vurderes, at overfaldet på de to 16-årige drenge fandt sted på et tidspunkt mellem klokken tre og fem om natten.
De arbejder ud fra en teori om, at der kan være tale om de samme gerningsmænd.
Gerningsmændene er på fri fod. Og politiet søger eventuelle vidner, som har overværet voldsepisoderne.
-Vågn op, forældre!
Stine Malene Grove fortæller, at de har en aftale med politiet, hvor de skal drøfte signalementet af gerningsmændene og efterforskningen generelt.
Selvfølgelig ønsker hun, at gerningsmændene bliver fanget, men det er endnu vigtigere for hende at sende et opråb til forældrene til de unge, som begår vold:
– Jeg vil have forældre til at vågne op. Som forældre har man pligt til at vide, hvorvidt ens børn opfører sig ordentligt. Man skal give sine børn en ordentlig opdragelse, så de lærer, hvad der er rigtigt og forkert.
Stine Malene Grove efterlyser en fælles præventiv indsats fra både forældre, politiets og politikernes side med det formål at bekæmpe og forebygge vold og skabe mere tryghed i nattelivet.