Stine Brix om »nar«-udtalelse: Jeg ville ikke formulere mig sådan
Enhedslistens Per Clausen (Ø) har ikke sin gruppeformands opbakning, når han kalder den svenske provokunstner Dan Park for en »nar«.
»Jeg ville ikke have formuleret mig sådan. Hvad man mener om Dan Park, er sådan set komplet irrelevant. Det handler om, at han er blevet overfaldet,« siger Enhedslistens gruppeformand, Stine Brix (Ø), i en skriftlig kommentar til Berlingske Nyhedsbureau.
Dan Park stod søndag frem med historien om, at han 1. januar blev angrebet af maskerede personer på Nørrebro i København. Dan Park blev blandt andet sparket og slået i hovedet.
Per Clausen skrev efterfølgende på Twitter, at han tog afstand fra gerningen, men at det ikke ændrede på hans mening om den racisme-dømte kunstner.
»Fordømmer altid vold, men Dan Park er hverken kunstner eller politisk modstander, men en nar,« skriver Per Clausen, som senere fulgte op med et nyt tweet:
»Vold skal altid fordømmes. Men en nar holder ikke op med at være en nar, fordi nogle idioter tæver ham.«
Det har fået Venstre og Dansk Folkeparti til at lange ud efter Per Clausen og kræve, at han trækker sin udtalelse tilbage.
Stine Brix kalder selv overfaldet på Dan Park »fuldstændig langt ude«.
»Og hvis der er tale om politisk motiveret vold, er det en skærpende omstændighed. At bruge vold mod folk, fordi man er uenige med dem eller ikke kan lide, hvad de siger, er i strid med alt hvad, der skal kendetegne et demokratisk samfund,« siger hun.