Stéphanie Surrugue og Lise Langkilde – som to dråber vand
En utrolig selfie har fundet vej til offentligheden, efter DR-journalisten Stephanie Surrugue og SAS-medarbejderen Lise Langkildes veje har krydsedes.
De er i årevis blevet forvekslet med hinanden – nok mest den ene vej – DR-journalisten og korrespondenten, dansk-franske Stéphanie Surrugue, og jyden Lise Langkilde, der arbejder som gatemanager hos SAS i Københavns Lufthavn.
Nu har de så endelig, efter at have skrevet sammen i flere år, mødt hinanden.
Det fortæller Lise Langkilde til Newsbreak.dk.
Det er sket efter, at Lise Langkilde skulle stå for at sende et SAS-fly mod Paris tirsdag – et fly, som den flittigt rejsende DR-korrespondent skulle ombord.
Anede ikke, hvem Stéphanie Surrugue var
Lise Langkilde har efterhånden vænnet sig til, at hun bliver forvekslet med Stéphanie Surrugue. Men da sammenligningerne startede, anede hun faktisk ikke, hvem hun var:
– Min mor blev ved med at sige, at jeg simpelthen lignede hende så meget, men jeg anede absolut ikke, hvem hun var. Men en dag så jeg en stor portrætartikel med hende – og så kunne jeg da sagtens se det, fortæller Lise Langkilde til Newsbreak.dk.
Siden da har Lise Langkilde, som den opmærksomme læser måske ved, også selv optrådt i fjernsynet. Det har hun i TV2-programmet ‘CPH Lufthavnen’, hvor hun er blevet fulgt af et tv-hold på sit arbejde hos SAS.
Og efter det har det virkelig taget fart med forvekslingerne, fortæller Lise Langkilde, der efterhånden er godt vant til at blive rost for sine gode indslag i TV Avisen.
Hun fremhæver særligt en episode på en café, hvor to fyre havde svært ved at få blikket fra hende:
– Jeg stod på en café og skulle på toilettet – og så stod der nogle og råbte Stéphanie efter mig. Da de stadig stod og råbte efter mig senere, gik jeg hen og fortalte de to herrer, at jeg altså ikke var hende. Det ville de ikke tro på. Jeg snakker jysk, og hun snakker fransk!, sagde jeg så, fortæller en grinende Lise Langkilde.
Ikke den værste dobbeltgænger
Men er det så egentlig irriterende at blive passet op på gaden, fordi man ligner en anden? Næh – ikke når det er Stephanie Surrugue!
– Det kan jeg da kun være stolt af. Hun er så smuk, så det vil jeg da meget gerne høre, siger Lise Langkilde, der bestemt ikke har noget imod at blive sammenlignet med den ni år yngre journalist.
Og hov, nævner Stéphanie Surrugue så ikke også noget om DR-værten Johannes Langkilde i sit Instagram-opslag? Jo, det gør hun da. For Johannes Langkilde er Lise Langkildes fætter – og Lise er i selskab med Johannes, så bliver forvirringen blot endnu større.
Johannes Langkilde og Stéphanie Surrugue er nemlig gode venner, de har været korrespondenter i USA samtidig, så derfor kan Johannes i selskab med Lise også godt skabe forviklinger, fortæller Lise:
– Da jeg var med Johannes til Billed-Bladets guldfest blev jeg også forvekslet med Stephanie. Journalisten på den røde løber spurgte, om jeg havde fundet min røde kjole – det viste sig, at Stéphanie havde mistet sin. Der var Johannes nødt til at forklare, at jeg altså ikke var hende, afslutter en grinende Lise Langkilde.