Stemmer om ham tirsdag
Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, finder på tirsdag ud af, om han kan komme i retten igen
Der skal stemmes om DF-formand Morten Messerschmidts parlamentariske immunitet på tirsdag i næste uge.
Det står fast efter et møde i Udvalget for Forretningsordenen torsdag.
- Nu er Morten Messerschmidt genvalgt til Folketinget, og derfor skal det teknisk behandles i Folketinget på ny, siger Folketingets formand, Søren Gade (V) til DR.
Hvis et flertal i Folketinget stemmer for at ophæve Messerschmidts immunitet, skal han igen i retten i den såkaldte Meld- og Feld-sag om mulig svindel med EU-midler og dokumentfalsk.
Tirsdag er skæbnedag
Ifølge TV 2 stemmes der tirsdag klokken 13.
Sagen skulle oprindeligt være begyndt i Retten på Frederiksberg 16. november, men blev udsat på grund af folketingsvalget 1. november.
Messerschmidt blev genvalgt til Folketinget, og Folketinget skal derfor ophæve hans immunitet igen.
Da Folketinget i april 2021 i første omgang stemte om Messerschmidts immunitet, blev den ophævet med 96 stemmer for og 0 imod.