Stegt flæsk sælger godt efter kåring
Kåringen af Danmarks Nationalret har for alvor sat gang i salget af flæsk. Siden sidste uge har danskerne revet to tons stegt flæsk fra kølediskene, hvilket svarer til 4.000 ekstra bakker flæsk.
Det skriver metroxpress.
Pressechef i Danish Crown, Jens Hansen, er glad det storslåede salg af flæsk:
»I den her uge har der været en efterspørgsel på to tons mere. Det vil sige omkring 4.000 ekstra bakker flæsk, der er røget ud af butikkerne. Det lyder måske ikke af så meget på landsplan, men i en tid hvor der er fokus på julehandel, og der er masser af gode tilbud på andre former for svinekød, er det faktisk rigtig pænt,« siger han til DR P4 Østjylland ifølge metroxpress.
Jens Hansen oplyser, at supermarkederne nu vil have Danish Crown til at mærke flæsket, så der fremover kommer til at stå »Danmarks Nationalret« på bakker med flæsk.
Mærkningen skal være med til at lokke forbrugerne til at vælge flæsk, når de står ude ved køledisken og skal vælge, hvilket kød de skal have med hjem, fortæller pressechefen.
Det kan godt være, at Danmarks nye national ret lader til at være en fed ret, men danske slagtesvin er blevet slankere, og derfor er der i gennemsnit 30 procent mindre fedt i det end for ti år siden, fortæller pressechef Jens Hansen.
63.263 danskere var med til at stemme om Danmarks nationalret, hvor stegt flæsk var en sikker vinder med hele 27.893 stemmer.