Steenkamps familie: Dommen føles rigtig
Familien til den 29-årige dræbte model Reeva Steenkamp er tilfreds og lettet efter dom over Pistorius.
Familien til den dræbte sydafrikanske model Reeva Steenkamp er tilfreds med straffen på fem års fængsel, som atletikstjernen Oscar Pistorius fik tirsdag for uagtsomt manddrab.
Sådan lyder det fra Steenkamp-familiens advokat, Dup de Bruyn, efter dommen over Pistorius, der blev afsagt tirsdag ved en domstol i Sydafrikas administrative hovedstad, Pretoria.
– De er tilfredse med dommen. De føler, at den er rigtig, siger de Bruyn, der tilføjer, at Steenkamps familie er lettet over, at den syv måneder lange retssag nu er overstået.
Dup de Bruyn siger til nyhedsbureauet AFP, at Pistorius formentlig skal afsone to år bag tremmer og tre år i husarrest.
– I realiteten får han tre års tilsyn og to års direkte fængsel, siger de Bruyn efter domsafsigelsen.
Den 27-årige Pistorius har tilstået forbrydelsen, men han har hele tiden hævdet, at han troede, det var en indbrudstyv, han skød gennem døren til sit badeværelse natten til 14. februar sidste år.
Reeva Steenkamp blev 29 år.
Både staten og forsvaret kan nu appellere dommen. Det kan potentielt få den juridiske proces til at strække sig over lang tid. Ifølge nyhedsbureauet dpa kan det tage omkring to år at behandle en eventuel appelsag ved en højere retsinstans.
Anklagemyndigheden oplyser, at den endnu ikke har taget stilling til, hvorvidt man vil appellere dommen eller ej.
– Vi har endnu ikke besluttet, om vi vil appellere. Vi har 14 dage til at læse dommen, siger Nathi Mncube, der er talsmand for den sydafrikanske anklagemyndighed.
Et medlem af holdet, der står for Oscar Pistorius’ forsvar, siger, at man ikke har nogen kommentarer til en eventuel appel.
/ritzau/AFP