Steddatter misbrugt i årevis: Her er dommen
Landsret stadfæster dom, som Retten i Hjørring har afsagt over 52-årig mand for overgreb på steddatter.
En nordjysk mand udsatte i årevis sin steddatter for seksuelle overgreb, og han er torsdag blevet idømt fængsel i syv år.
Vestre Landsret i Aalborg har stadfæstet en dom, som Retten i Hjørring afsagde i juli sidste år.
Den 52-årige mand skal også betale en godtgørelse på 100.000 kroner til barnet. Han havde anket byrettens dom med påstand om frifindelse.
Misbrugt i syv år
Overgrebene fandt sted både på familiens bopæl og i sommerhuset, og forbrydelserne stod som nævnt på i en lang periode.
I mere end syv år blev pigen ifølge tiltalen udsat for misbruget. Det begyndte, da hun var under 12 år.
I januar 2015 betroede pigen sig imidlertid til en veninde, og derefter kom kommunen og politiet ind i billedet.
Ud over straffen og godtgørelsen har retten bestemt, at han ikke må bo sammen med unge under 18 år.
/ritzau/