Statsministeren varsler højere priser på cigaretter

Borgerlig splittelse har holdt ham tilbage, men nu bebuder Løkke, at han vil gøre noget ved prisen på tobak.

Antallet af rygere i Danmark er steget for første gang i 20 år. (Arkivfoto) Foto: Linda Kastrup/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Toppen i Venstre har holdt sig tilbage i debatten om at hæve priserne på cigaretpriser på grund af intern uenighed i regeringen.

Det fastslår statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), der nu melder ud, at han vil gå til valg på at hæve afgiften på tobak.

Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

– Jeg har stået i spidsen for en regering med tre partier, der ikke har kunnet levere et samlet svar på det. Det kan Venstre.

– Og det kommer vi også til, inden danskerne skal til stemmeurnerne, sagde han søndag under et vælgermøde, hvor en læge efterlyste politikere, der havde mod til at gøre noget ved prisen på tobak.

– Du står og kigger på dem, svarede Løkke, som for nuværende afviste at sige præcist, hvad en pakke cigaretter bør koste.

LA er imod

Regeringspartneren Liberal Alliance er imod at øge afgiften, Dansk Folkeparti vil lade den stige i takt med inflationen, mens Konservative vil hæve prisen på en pakke fra omkring 40 kroner til 60 kroner.

Anders Samuelsen, partileder i Liberal Alliance, er ikke begejstret for statsministerens udmelding.

– Det er endnu et eksempel på, at vi vil prøve at detailregulere borgernes hverdag ved for eksempel at hæve prisen på tobak. Jeg mener, at man skal have tillid til, at folk godt kan styre deres eget liv, siger han til Ritzau.

Sundhedsordfører i Dansk Folkeparti Liselott Blixt mener, at det lyder “meget interessant” med højere cigaretpriser.

– Jeg vil gerne høre, hvor meget han har tænkt sig at hæve afgiften med. Vi foreslog under sundhedsreformen, at vi ville hæve prisen på en pakke cigaretter med syv-otte kroner, og dengang var man ikke villig til at gøre det.

– Derfor er det interessant, at statsministeren nu vil gå til valg på det, siger hun til Ritzau.

S vil ikke være med

I oppositionen ønsker alle partier bortset fra Socialdemokratiet, at en pakke cigaretter skal koste 60 kroner eller mere.

– Vi mener, at det rammer for socialt skævt at sætte priserne så højt op, siger fungerende politisk ordfører Pernille Rosenkrantz-Theil (S) til Jyllands-Posten.

Carolina Magdalene Maier, gruppeformand for Alternativet, er positiv over for, at statsministeren vil sætte prisen op. Alternativet vil have prisen op på 80 kroner for en pakke cigaretter.

– Og så mener vi, at man skal bruge overskuddet fra at sætte priserne op til at halvere momsen på frugt og grønt, så danskerne får dyrere cigaretter og billigere frugt og grøntsager, siger Carolina Magdalene Maier til Ritzau.

Antallet af rygere er steget for første gang i 20 år. I dag ryger 23 procent af danskerne dagligt eller lejlighedsvist ifølge Sundhedsstyrelsen.

Powered by Labrador CMS