Star Wars-film er ustoppelig: Nærmer sig milliardsalg

Inden ugen er omme, kan "The Force Awakens" have solgt billetter for én milliard dollar.

Over hele verden strømmer folk fortsat ind i biografernes mørke for at se den nye Star Wars-film, “The Force Awakens”. Foto: CARLO ALLEGRI/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Over hele verden strømmer folk fortsat ind i biografernes mørke for at se den nye Star Wars-film, “The Force Awakens”.

Den syvende film i rumsagaen er så populær, at analytikere nu ser mulighed for, at når denne uge er omme, har filmen passeret et billetsalg på én milliard dollar eller næsten syv milliarder kroner.

Det vil være en enestående bedrift i filmhistorien. Aldrig tidligere har en film i løbet af godt en uge indtjent så meget.

Onsdag solgte filmen billetter for 38,1 millioner dollar i Nordamerika og nåede dermed op på godt 360 millioner dollar på hjemmemarkedet. Hertil kommer et internationalt billetsalg på stort set samme niveau.

Globalt har filmen således nu indtjent 766 millioner dollar, og da dagene mellem jul og nytår traditionelt er højsæson for biograferne, kan milliarden nu skimtes forude.

Rekord på åbningsaften

Filmen satte også rekord på åbningsaftnen i sidste uge med solgte billetter for 57 millioner dollar.

Den slog dermed den hidtidige rekord på 43,5 millioner dollar på en åbningsaften. Den stod Harry Potter for i 2011 med filmen “Deathly Hallows: Part 2”, der på dansk hedder “Harry Potter og Dødsregalierne – Del 2”.

I “The Force Awakens” optræder skuespillerne Harrison Ford, Carrie Fisher og Mark Hamill for første gang siden 1983 på det store lærred i rollerne som rebellen Han Solo, prinsesse Leia og helten Luke Skywalker.

Disney-koncernen har yderligere to Star Wars-film i støbeskeen for de kommende år.

Brugte fire milliarder dollar

Selskabet brugte i 2012 over fire milliarder dollar på at købe Lucasfilm, skaberen af “Star Wars” og “Indiana Jones”.

Og de penge ser ud til at være godt givet ud.

Ifølge det internationale finansmedium Bloomberg forventes alene “The Force Awakens” at indtjene astronomiske 9,6 milliarder dollar eller 65 milliarder kroner i løbet af det første år.

Heraf skønnes de 2,4 milliarder dollar at komme fra billetindtægter.

Dertil skal lægges fem milliarder dollar fra merchandise i form af den myriade af legetøj, tøj, kaffekopper og sågar makeup, som allerede er eller kommer på markedet.

Yderligere milliarder kommer fra tv-rettigheder og dvd-salg.

/ritzau/Reuters

Powered by Labrador CMS