Står ved afgrundens rand

Den Blå Planet på Amager forventer i år kun en fjerdedel af det antal gæster, som kom i 2019 inden corona

Den Blå Planet har kun penge til otte måneder mere.
Den Blå Planet har kun penge til otte måneder mere.
Offentliggjort Sidst opdateret

Akvariet Den Blå Planet på Amager, der er det største af sin slags i Nordeuropa, er sendt i knæ af corona og kæmper nu for sin overlevelse.

Normalt er over halvdelen af gæsterne i akvariet, som er en af Danmarks store turistattraktioner, turister, men dem er der ikke mange af på grund af corona.

Et krav om en negativ coronatest holder også de danske af slagsen væk, og det koster for Den Blå Planet, som kun har penge til at overleve ind i det nye år.

- Den økonomiske situation er meget alvorlig, og vi har på nuværende tidspunkt kun penge til yderligere otte måneder, siger direktør Jon Diderichsen i en pressemeddelelse.

Falder med en fjerdedel

I 2019 havde akvariet 545.000 besøgende, og af dem var 60 procent var turister.

Det ventes i år at være faldet til en fjerdedel - cirka 136.000 gæster.

Jon Diderichsen fortæller, at det koster mange penge at holde akvariet kørende. Blandt andet er elregningen på 650.000 kroner om måneden.

- Hvis ikke vi får flere gæster herud eller får yderligere økonomisk støtte, så står vi i en situation, hvor vi må lukke og finde plads til dyrene andre steder, siger direktøren.

Der er over 21.000 dyr i Den Blå Planet, der beskæftiger flere end 100 medarbejdere.

Powered by Labrador CMS