Stangstive vanvidshvepse amok til vinfestival: 13 personer indlagt

18 personer blev angrebet, og 13 personer kom så slemt til skade, at de måtte på sygehuset efter en flok hvepse angreb en vinfestival i Tyskland søndag

Offentliggjort Sidst opdateret

En hvepsesværm gik søndag amok på 18 deltagere ved en vinfestival nær Karlsruhe i det sydvestlige Tyskland.

Det oplyser politiet ifølge den tyske avis Deutsche Welle.

Vinfestivalen blev afholdt i landsbyen Weingarten nær den franske grænse. Her var gæsterne ved at fejre årets sidste sommeruge, da en hvepsesværm afbrød festlighederne.

De aggressive hvepse angreb tilsyneladende uden nogen åbenlys årsag, oplyser politiet ifølge Ritzau.

13 af de 18 tilskadekomne personer måtte efterfølgende en tur på hospitalet.

To redningshold kom straks den panikslagne menneskemængde til undsætning. Heriblandt en hvepseekspert, som sikrede sig, at hvepsereden blev flyttet fra området på den rigtige måde.

Efter hvepseangrebet har området omkring vinfestivalen været lukket for offentligheden.

I Tyskland må man ikke bare fjerne et hvepsebo

Hvepse er en beskyttet dyreart i Tyskland, og deres reder må kun flyttes efter godkendelse fra myndighederne.

Det er ikke første gang i Tyskland, at store hvepsesværme er gået til angreb og har skabt overskrifter denne sommer. For blot et par uger siden angreb hvepse otte pensionister på vandretur, som alle måtte på hospitalet.

Også Danmark er ramt af et ekstremt hvepseår, som skyldes den usædvanligt lune sommer.

Brancheforeningen for Skadedyrsfirmaer anslår, at hvepsebestanden denne sommer er 10 til 15 gange større end normalt for årstiden.

I september skal man særligt passe på de fulde hvepseflokke, som er ekstra aggressive.

Det varme sommervejr har nemlig resulteret i mange æbler, pærer og bær, som producerer alkohol, når de gærer. Det gør hvepsene fulde og mere tilbøjelige til at stikke.

Hvepsestik er især farlige for personer, der døjer med allergiske reaktioner. I galleriet ovenfor artiklen har vi de bedste råd til, hvad du skal gøre, hvis du bliver stukket.

Powered by Labrador CMS