Stamgæster er dybt skuffede over Spies

Jeanett Marxen og Lars Schou Nielsen er blandt de, der mandag fik aflyst deres ferie med Spies. Det er endnu ikke lykkedes dem at få kontakt til rejseselskabet.

Jeanett Marxzen og Lars Schou Nielsen skulle efter planen have nydt livet på Cypern lige nu. I stedet er de i dag taget på arbejde. Foto: Newsbreak.dk
Offentliggjort Sidst opdateret

Efter planen skulle Jeanett Marxen og Lars Schou Nielsen lige nu have nydt deres ferie på Cypern. En rejse, de havde betalt rejsebureauet Spies 25.496 kroner for.

Men i stedet for at slappe af og hygge sig under sydens sol, er parret, der bor i Billund, tirsdag taget på arbejde.

Artiklen fortsætter under videoen

De er blandt de Spies-kunder, der mandag den 23. september fik deres planlagte rejse aflyst på grund af Thomas Cook-kollapset.

– Selvfølgelig er vi skuffede over, at vi ikke kom afsted. Vi kender det hotel, vi skulle have boet på og for os var der tale om en ren forkælelses-ferie. Vi havde glædet os i et halvt år. Det er simpelthen så ærgerligt, forklarer de til Newsbreak.dk.

De siger samtidig, at skuffelsen over Spies´ håndtering af situationen nærmest er endnu større.

Ifølge dem har informationen fra selskabet nemlig været ikke eksisterende.

– Jo, vi fik godt nok en sms-besked om, at vores rejse var aflyst. Flyet skulle være afgået klokken 7.15 og beskeden kom klokken 10.47. Der var vi ligesom godt klar over, hvordan landet lå, fortæller Jeanett Marxen.

Valgte at tage i lufthavnen

Op til afrejsen havde de lænet sig op ad, at Spies hele weekenden via pressen gav udtryk for, at ingen skulle være bekymrede. Alle ville komme afsted. Desuden, at såfremt det utænkelige skulle ske, så ville man selvfølge blive informeret, ligesom man ville være økonomisk dækket ind af Rejsegarantifonden.

De havde godt nok tidligt mandag morgen læst om Thomas Cook-konkursen, men da de intet havde hørt fra Spies, valgte de alligevel at tage i lufthavnen.

Her modtog de i første omgang oplysningerne om aflysningen af andre gæster og fik dem efterfølgende bekræftet af en lufthavns-ansat. De mødte ingen repræsentant fra Spies.

– Optimismen fik ellers et nøk op, da vi trådte ind i lufthavnen. For af lufthavnens displays med oplysninger om afgange fremgik det nemlig, at vores fly, DK1292, ville lette til tiden.

Ikke hørt en lyd

En halv times tid efter de ankom til lufthavnen, var de hjemme igen.

– Vi hængte noget med hovedet. For hvad nu. Vi har uden held forsøgt at kontakte Spies et hav af gange, men er blot røget på en båndsvarer, hver gang vi har ringet. Samtidig kan vi sige med sikkerhed, at Spies på intet tidspunkt har forsøgt at kontakte os. Det er simpelthen så skuffende og frustrerende, at man ikke får en orientering om den situation, vi og andre nu står i. Også fordi det jo er kommet frem, at vi alligevel ikke er dækket af Rejsegarantifonden, da Spies ikke er gået konkurs, siger Lars Schou Nielsen.

Han nævner også, at parret i årevis har været stamkunder hos Spies, men at selskabet, i hvert fald hos dem, har fået et ordentlig knæk på troværdigheden.

Nu tager de til Kreta

Jeanett Marxen og Lars Schou Nielsen kommer dog alligevel syd på. Deres arbejdsgivere har nemlig accepteret, at de rykker lidt på ferien og parret har haft held til at finde en ny rejse. Så på fredag flyver de til Kreta – med Bravo Tours.

– Nu tager vi ja-hatten på igen og glæder os til komme til Kreta. Vi kan jo alligevel ikke ændre på det, der er sket, slutter Jeanett Marxen.

Spies refunderer rejsen

Lisbeth Nedergaard, kommunikationschef hos Spies, beklager situationen dybt og har fuld forståelse for reaktionen.

– Selvfølgelig er de skuffede, men der er ingen, der beklager det her mere end os. Alle har jo glædet sig til at komme afsted. Omkring information til gæsterne vil jeg ikke lægge skjul på, at der sagtens kan være noget, der er kikset. Den situation vi stod i går, var kaotisk og så langt fra normalen, som den kunne være. Jeg ved, at der var folk, der knoklede for at nå ud til alle, men det er så åbenbart ikke lykkedes at komme helt i mål. Også det kan jeg kun beklage, forklarer hun til Newsbreak.dk.

Lisbeth Nedergaard fortæller desuden, at hun forventer, at alle de involverede i løbet af kort tid vil have fået en orientering om deres situation. Desuden, at Jeanett Marxen og Lars Schou Nielsen vil blive holdt fuldstændig skadesløse. Ikke af Rejsegarantifonden men af Spies.

– Det er Spies, der har annulleret rejsen, så derfor refunderer vi selvfølgelig deres betaling, siger hun.

Den besked faldt i rigtig god jord hos Jeanett Marxen, da Newsbreak.dk overbragte den til hende.

Powered by Labrador CMS