Ståle Solbakken takker nej til Norge

FC København-træner Ståle Solbakken har sagt nej til flere forhandlinger med Det Norske Fodboldforbund (NFF).

FCK-træner Ståle Solbakken skal ikke være norske landstræner i denne omgang. Foto: Henning Bagger/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

FC København mister ikke Ståle Solbakken som cheftræner foreløbig.

Solbakken har efter to samtaler med Det Norske Fodboldforbund (NFF) takket nej til at blive norsk fodboldlandstræner i denne omgang.

– Jeg har haft ondt i maven i 14 dage på grund af denne situation.

– Jeg har haft to møder med NFF, og jeg valgte at afslutte det nu, fordi jeg aldrig fik den gode mavefornemmelse om, at det var værd at gå videre med, siger Solbakken til norske VG.

Ifølge VG har Solbakken strakt sig langt i forhandlingerne, men til slut kunne han ikke takke ja til jobbet nu.

Undervejs i forhandlingerne har Solbakken hele tiden understreget over for NFF, at forbundet burde holde kontakt med andre kandidater til jobbet.

– Vi har aldrig diskuteret løn. Vi kom aldrig så langt. Jeg har 18 måneder tilbage af kontrakten med FCK, siger Solbakken.

– Den eneste mulighed var at begynde i jobbet i sommeren 2018. Efter en masse overvejelser frem og tilbage så fandt jeg ud af, at det ikke var en optimal løsning for nogen, siger han.

Solbakken har kontrakt med FCK frem til sommeren 2018.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS