Stak af fra politiet og gemte sig på loft

Natten til onsdag slap en meget hurtigt kørende bil fra politiet.

Natten til onsdag jagtede en patruljevogn en bil med tre mænd, der slap væk. Foto: Kim Haugaard/Midtjyske Medier/Ritzau Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Omkring klokken 02.27 lægger en betjent i en patruljevogn mærke til en bil i krydset ved Havkærvej/Viborgvej i Tilst.

Betjenten genkender føreren, fordi han ved, at føreren ikke har noget kørekort, derfor eftersætter patruljen bilen.

Men det ender med at blive en vild jagt, fremgår det af døgnrapporten fra Østjyllands Politi.

Brager afsted

I krydset, hvor betjenten lægger mærke til at føreren er en 20-årig mand, betjenten genkender, fordi vedkommende intet kørekort har, drejer bilen til venstre ud på Viborgvej.

Patruljevognen følger efter.

Det får føreren til at sætte farten op, selv om patruljen har signaleret med lys og horn, at de ønsker, bilen skal standse.

Undervejs når bilen op på 160 kilometer i timen på Viborgvej, hvor den maksimale hastighed er 70 kilometer i timen.

Den høje fart gør også, at bilen får et stort forspring.

På Tilst Vestervej når bilen krydset, hvor den foretager en nødopbremsning, der gør, at den rammer kantstenen. Nødopbremsningen gør også, at patruljevognen indhenter bilen.

Biljagten fortsætter i høj fart ud af Tilst Vestervej, men ved krydset Tilst Østervej/Kastedvej mister politiet bilen af syne, og eftersættelsen opgives.

Gemte sig på loft

Kort efter bliver Østjyllands Politi kontaktet af en borger, der har set den eftersatte bil blive parkeret på Elstedvej i Terp i det nordlige Aarhus.

Fra bilen steg flere personer ud, som anmelderen bemærkede virkede oppe at køre, da de gik fra den parkerede bil.

Flere patruljer blev sendt til området, inklusiv en hundepatrulje, der kunne gå spor og muligt finde frem til personerne fra bilen.

På et loft blev tre mænd i alderen 20, 28 og 29 fundet. Her havde de gemt sig for politiet. Alle tre blev anholdt.

Under anholdelsen blev den 28-årige mand fundet i besiddelse af en ulovlig foldekniv, og han blev derfor sigtet for overtrædelse af knivloven.

Den 20-årige mand, der var fører af bilen, blev sigtet for ikke at efterkomme politiets anvisninger, for flere overtrædelser af færdselsloven, herunder at have kørt alt for hurtigt, for manglede agtpågivenhed og for kørsel uden førerret.

Powered by Labrador CMS