SSI melder ud efter 11-årigs død

Der er ingen grund til at frygte dødsfald blandt ellers raske børn, lyder det fra professor Troels Lillebæk

Der er ingen grund til at frygte flere dødsfald blandt ellers raske børn, lyder det fra professor Troels Lillebæk. (Arkivfoto).
Der er ingen grund til at frygte flere dødsfald blandt ellers raske børn, lyder det fra professor Troels Lillebæk. (Arkivfoto).
Offentliggjort Sidst opdateret

Man skal ikke være bekymret for, at flere børn - som ellers er raske - dør med corona, beroliger Troels Lillebæk, som er professor og afdelingschef hos Statens Serum Institut (SSI). 

Det er Ekstra Bladet, som har talt med professoren, efter at en 11-årig dreng, som havde coronavirus, døde tirsdag.

Ifølge Sundhedspolitisk Tidsskrift havde den 11-årige ingen underliggende sygdomme. 

- Nogle gange er der en forklaring, som man bare ikke kan finde - en sygdom, som man ikke har opdaget - og andre gange er der bare tale om et trist tilfælde, hvor der ganske enkelt bare ikke er en forklaring, siger Troels Lillebæk til Ekstra Bladet.

Første dødsfald i aldersgruppen

Dødsfaldet er det første i aldersgruppen 10.-19 år. Og det tredje blandt børn i Danmark, da der tidligere har været bekræftet to dødsfald i aldersgruppen 0-9 år.

Det var dog i begge tilfælde børn, som havde andre sygdomme.

Professor Troels Lillebæk peger på, at der statistisk set er en utrolig lille risiko for, at børn afgår ved døden som følge af corona.

Børn og teenagere bliver generelt set ikke så hårdt ramt af coronavirus som de ældste aldersgrupper.

Langt størstedelen over 70 år

88 procent af de døde har været personer over 70 år, mens 9 procent har været mellem 50-69 år.

Derudover har der - foruden de tre børn - været fire dødsfald blandt personer i 20'erne, otte dødsfald blandt personer i 30'erne og 15 blandt personer i 40'erne. 

Det viser en opgørelse fra SSI.

Hold virusset væk

Sådan undgår du at blive smittet med coronavirus Covid-19:

– Vask dine hænder tit, eller brug håndsprit.

– Brug mundbind

– Host eller nys i dit ærme – ikke dine hænder.

– Begræns den fysiske kontakt, og undgå håndtryk, kindkys og kram.

– Vær opmærksom på rengøring – både hjemme og på arbejdspladsen.

– Hvis du er ældre eller kronisk syg, så hold afstand, og bed andre tage hensyn.

Kilde: Sundhedsstyrelsen
Powered by Labrador CMS