Spytklat førte til Nicki Pedersen-slåskamp
Nicki Pedersen blev direkte opfordret til slåskamp af en leder fra en konkurrerende polsk klub, mener han.
Det var spytklatter og skældsord, der søndag aften fik den danske speedwaystjerne Nicki Pedersen op i det røde felt og indblandet i en slåskamp med en leder i en konkurrerende klub ved et speedwayløb i Polen.
Det siger danskeren til TV2 Sport.
Nicki Pedersen, der kører for Polske Leszno, slog ud efter Jacek Gajewski, der er leder hos konkurrenterne Torun, med sin hjelm og sparkede også ud efter ham. Handlingerne var dog ikke uopfordret.
– Han begynder at kalde mig wanker, spytte efter mig, og råbe at nu skal vi slås. Det får mig selvfølgelig op på mærkerne, og jeg får ham så skubbet væk fra min bås.
– Jeg vælger at sparke ud efter ham for at få ham væk. Med de ting han har kaldt mig, og når han spytter efter mig, så skal han ud af min butik, han har ingenting at gøre derinde, siger Nicki Pedersen til TV2 Sport.
Danskeren forventer, at sagen får yderligere efterspil.
Forud for konfrontationen var Nicki Pedersen blevet udelukket som følge af et sammenstød med Torun-køreren Jason Doyle.
I midten af juni stjal Nicki Pedersen også overskrifter efter en kontrovers.
Dengang var det med den forsvarende amerikanske verdensmester Greg Hancock i forbindelse med en speedwaykamp i den svenske eliteserie, hvor amerikaneren overfaldt Nicki Pedersen, da han følte sig presset ud i barrieren af danskeren.
/ritzau/