Sprogligt på udebane
Emil Jakobsen har fundet sig godt til rette i det tyske, hvor sproget i starten voldte problemer
Siden 2021 har Emil Jakobsen slået sine folder i den tyske håndboldklub Flensburg-Handewitt, hvor flere andre danske spillere også gør det godt.
– Det betyder meget for trygheden at have nogle danskere at læne sig op ad i starten. Vi er godt sammentømret, siger den 24-årige landsholdsspiller til Kendte.dk.
Emil Jakobsen bor alene, men der er ikke langt i bil til Kerteminde, hvor han stammer fra, og hvor kæresten, der er i gang med uddannelse, venter på ham, eller også besøger hun ham i Flensborg.
Forstår det meste
I forhold til det tyske sprog, så går det meget bedre.
– Jeg forstår det meste af det efterhånden, men jeg kan da godt blive bedre, erkender han, der i fritiden går i op i mode og indretning af lejlighed.
Fulgtes ad med Gidsel
– Det må godt se godt ud, forklarer han, hvis ungdomskarriere minder meget om en anden dansk måljæger, nemlig 23-årige Mathias Gidsels. Som teenagere fulgtes de ad i håndboldklubben GOG, og de har begge været forbi Oure Efterskole.
– Det er meget hyggeligt, at vi har det sammen, siger Emil Jakobsen, der for præcis et år siden kunne bryste sig af at have scoret 31 mål i træk uden at brænde for det danske landshold.
– Der er ingen opskrift. En stor portion selvtillid og at være inde i et godt flow. Nogle gange er jeg bare heldigere end andre gange, siger han med et smil.