Springsteen-mysterium løst efter 46 år
Bruce Springsteen har udgivet 20 studiealbums, men sangen 'Thunder Road' har i 46 år skabt et uløseligt mysterium - altså indtil nu
'The Boss' eller bare Bruce Springsteen har skrevet et utal af sange gennem karrieren.
Men selv den mest garvede musiker kan have skrevet tekster, der er blevet sunget forkert med på gennem årene.
Du kender sikkert følelsen af, at du har lyrikken på plads, men at du senere bliver klar over, at teksten faktisk sang noget helt andet.
I 46 år har sangen 'Thunder Road' været et af de største mysterier i Springsteens sangskat.
I de mange år har spørgsmålet lydt om Mary's kjole 'wave' eller 'sway'.
De officielle tekster har sagt 'wave', mens mange fans har hørt 'sway'.
Men nu har Bruce Springsteens manager Jon Landau taget bladet fra munden. Han var selv med til at producere sangen og hele 'Born to Run'-albummet.
Ordet, der bliver sunget, er ganske rigtigt 'sway'.
Det definitive svar er af så stor betydning, at Bruce Springsteens hjemmeside har opdateret lyrikken til sangen her 46 år efter, at den egentlig blev skrevet.
Det skriver Huffington Post.
Burde have vidst det
I 2018 blev de originale håndskrevne tekster til 'Born to Run'-albummet solgt på en auktion hos Sotheby's.
Og her kunne man med et trænet øje se, at Bruce Springsteen ganske rigtigt havde skrevet 'sways'.
Omend opdagelsen for nogle kan synes lille og ubetydelig, så er der verden over lettede Springsteen-fans, som nu endelig har fundet et svar.