Spreder vindervilje på Danmarks EM-hold
Thomas Delaney er en populær spiller blandt holdkammeraterne. Han giver sig 100 procent i holdets tjeneste på banen og er en humørspreder uden for grønsværen

Fodboldlandsholdets anførerbind sidder på Simon Kjær, og vokalt går Kasper Schmeichel forrest, når han næsten konstant udbasunerer dessiner og opmuntrende tilråb til holdkammeraterne på banen. Men der er også en tredje anfører på det danske EM-hold.
På midtbanen løber Thomas Delaney rundt, indtil han næsten ikke kan gå. Han tager de hårde tilbageløb, når modstanderne erobrer bolden, og han tonser afsted, når Danmark trykker på kontraknappen.
Sådan kommer det med al sandsynlighed også til at være i onsdagens EM-semifinale mod England på Wembley.
Den allestedsnærværende midtbanespiller er det gode eksempel på, at hårdt arbejde betaler sig. Senest blev han valgt af Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) som kampens spiller, da han med et mål og en utrættelig indsats var medvirkende til Danmarks 2-1-sejr over Tjekkiet i EM-kvartfinalen.
Er blevet bedre og bedre
- Han har været fantastisk under EM, og han er bare blevet bedre og bedre, siger landstræner Kasper Hjulmand.
Delaney gik også forrest og fik arrangeret den menneskering, som danskerne dannede om Christian Eriksen efter fynboens kollaps i EM-premieren mod Finland.
Da Danmark i lørdags spillede sig i EM-semifinalen, var Delaney også den første til at trøste en udmattet, men lykkelig Pierre-Emile Højbjerg efter sejren over Tjekkiet i Baku.

Delaney udmærker sig også uden for kridtstregerne og kameraernes rampelys med sin humørfyldte og ærlige livstilgang.
Han er nøglen
Alle de egenskaber gør den 29-årige københavner med de delvist amerikanske rødder til en af de mest vellidte spillere på det danske landshold blandt holdkammeraterne og trænerstaben. De udpeger ham som en nøgle til, at Danmark onsdag står i en EM-semifinale.
Sådan lyder det blandt andet fra Yussuf Poulsen.
- Delaney er en fantastisk vigtig spiller for os og en fantastisk fodboldspiller. Han er en del af kernen på det her hold, og det er vigtigt for os som hold at have ham på banen. Ikke bare fordi han kan score mål som mod Tjekkiet, men fordi han formår at få os alle sammen med.
- Han er en motivator på banen. Han river andre med, og han giver sig altid 100 procent, siger Yussuf Poulsen.
En afsmittende effekt
Kasper Dolberg er enig i, at Delaneys ukuelige vilje har en afsmittende effekt.
- Man kan altid stole på, at han giver alt, hvad han har. Han er en person, der betyder rigtig meget for spillergruppen, og han er en mand, som man altid lytter til og følger, siger angriberen.
Når Kasper Hjulmand bliver draget ind i snakken om Thomas Delaneys bidrag på det danske fodboldlandshold, har han svært ved at begrænse sig.
- Delaney bidrager lige præcis med utrolig meget, indleder Hjulmand sin lange talestrøm, der her er skåret ned.
- Han er uvurderlig. Han er også en anfører af natur. Det så man, da han var anfører i FC København, og han har også båret anførerbindet for Dortmund.
- Han er en person, der hviler i sig selv. Han spiller aldrig skuespil, han gør aldrig noget, for at det skal se flashy ud eller behage pressen. Han er sig selv. Han er viljestærk, og han er en kriger, samtidig med at han er omsorgsfuld. Det er en topspiller med en fantastisk personlighed, siger landstræneren.

Stor motor
Spillemæssigt roser landstræneren Delaneys store motor, stærke hovedspil og store overblik til at lukke de huller, som uheldige holdkammerater har efterladt.
Han inspirerer også midtbanekollega Christian Nørgaard.
- Delaney er den slags spiller, som øger chancen for at vinde, hvis man har ham med på sit hold, hvad end det er til træning eller i kamp.
- Uden for banen er han også en humørspreder og en leder. Jeg sidder selv ved bord med ham her under EM, og han fortæller mange jokes og er i rigtig godt humør. Han er en topholdkammerat, siger Nørgaard.